United States or New Zealand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Næste Dag naaede Jakob saa vidt, at han fik Slotshøvedsmanden, Bertram Ahlefeld, i Tale, og han lovede, han skulde tænke over det. Der er mange Lag at komme igennem, naar man skal ind til Kongen. Endelig den tredie Dag slap de over Vindebroen og fik Lov til at spille for Slottets Folk i den ydre Gaard.
Tine kom frem i Doren til Skovriderens Stue: Vil I se, sagde hun, nu er vi faerdige. -Ja, lad os det, svarte gamle Bolling, og de gik ind gennem Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod forladt op ad den lyseblaa Vaeg, og der var koldt, saa de to Gamle skuttede sig ved det. De stod alle tre foran Sengen Tine havde haengt Fru Bergs Billede op ved Hovedgaerdet.
Der er et højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der skal betales. En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det.
"Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde Dem til Vidne derpaa." Jeg undersøgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg troede, ikke var en Draabe Vand i det. "Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu være saa god at sætte Dem ned og passe paa endnu en Gang."
Kong Christiern, der sprang ud som selve den flammende Utaalmodighed, med uhyre Planer, og blev Skaberen af Danmarks Mangel paa Historie. Mikkel Thøgersen, der med sin suveræne Stolthed og alfavnende Længsel blev Stamfader til en vidtforgrenet, tænkt Slægt. Der sad de i Celle hos hinanden, tilsammen Grundlæggere af et Dynasti i det Blaa.
Jæ skae kradse Øjnene ud a' Ho'det paa dæ, din Tosse! Jeg skyder. Ikke en eneste har jeg faaet, og nu er der kun et lille Stykke tilbage, saa er det Slut for i Dag. Pift ... Bum! Det var den sidste. Den faar knapt Tid til at lette fra Græsset. Et Stykke føres den med af Haglbygen, før den falder forendt ned i en Pøs Vand. Apportez! det var godt min Dreng ... her ... los saa ... ikke tygge ...
Saasnart han har nogle Dages Otium ved Théâtre français, er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give Gjæsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornøjet ved saaledes aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjør gode Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at støde, han er Theatrets Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.
Saa sagde han: -Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt. Sønnesønnen sad lidt: -Du har jo os, sagde han. -Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes. Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved: -Har har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden.
Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og hver Landsbyflække, men hvor store Anstrengelser man end gjør sig allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet Folkefærd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig.
Sønnen derimod maatte vist snarere ligne sin Fader, thi han var høj og velvoksen, og hans Øjne var store og sløve. Man maatte kalde ham en pæn Mand. Men saa havde han jo denne «Skavunk» med Armen. Den var bleven skaaret af i en Hakkelsemaskine. Og saa havde Sognet skænket ham en Jærnhaand og indstillet ham til Embedet som Landpost. Hvilket Embede han nu beklædte paa tiende Aar.
Dagens Ord