United States or Bangladesh ? Vote for the TOP Country of the Week !
Til andre Tider læste de højt. En Dag havde de faaet fat i "Tartuffe". William og Kamilla havde været oppe at skændes om, hvordan Tartuffe skulde spilles, og nu skulde Striden afgøres ved, at han læste Komedien højt. William læste kun Optrinene med Elmire.
Han læste derpaa Dorines Replikker bøjet over Bogen, uden mere at se op. Kun ved "Tartuffe"s "Gerne!" saá han et Øjeblik hen, som om han vilde tale, men sænkede igen Hovedet og læste videre. William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavshed forstyrrede ham ikke. Han vidste jo, at han var enig med ham. Da Scenen var forbi, sagde han blot ivrigt: "Saa kommer Elmire." "Ja."
De har vel tænkt Dem en Maske et bestemt Ydre ..." "Nej," William blev lidt rød i Hovedet, "jeg havde egentlig tænkt at spille som jeg ... som jeg var." Professoren saá hurtigt paa skraa op over Brillerne. "Det var ikke saa galt," sagde han. "Ja for "Tartuffe" skal ikke være styg ... styggere end jeg," rettede William sig hurtigt. "Nej, det behøver han ikke."
"Jo," William saá ned, han krammede lidt om Stolen og flyttede Benene, "saa er der "Tartuffe"." Professoren rettede sig i Sædet og saa igen over Brillerne hen paa William. "Ja den kender jeg," sagde han og lod Bagen af sin Haand glide hen under sin Næse. Der blev en Pause. William var blussende rød, turde ikke se op.
Han vidste ikke, men han var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel? Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og saa paa dette Menneske paa to og tyve Aar, der vilde spille "Tartuffe". "Kan De "Tartuffe" ?" spurgte han saa. "De store Scener," sagde William med Blikket heftet paa Gulvet. "Dem med Elmire."
Han brummede noget om Ventetid og Frokost og erklærede, at han var færdig. "Den unge Mand prøver som "Tartuffe"," sagde Etatsraaden. "Naa, saa er det vel Elmire?" Hr. Andersen begyndte at frigøre sit Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og spyttede tre Gange. "Man burde ikke have Theatre i vort Klima," henkastede han alt imens til Etatsraaden. William gav Hr.
Alt havde ledet ham hen mod det, som nu var kommet. Forholdet til Kamilla? Det laa saa fjernt, saa langt borte. Han syntes, det var Evigheder siden, han mindedes det næppe mere, han hørte kun de Ord, hun havde sagt, da han læste "Tartuffe": "Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?" Han hørte Betoningen, hun sagde det helt simpelt, ligefrem: hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?
Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op. Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i Stykker og brændte hver Stump paa Kakkslovnspladen. Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med. De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.
Pigen var endnu ikke oppe, alle Stuerne var kolde, han gik omkring og frøs en halv Times Tid, inden han fik Kaffe, lagde sig saa paa en Sofa i Dagligstuen for at memorere sin Rolle. Han vilde prøve som "Tartuffe". Men han kunde ikke holde Replikkerne sammen, ikke samle Ordene, det var umuligt, rent umuligt, han kunde lige saa gerne lade være.
Det var ham, som skulde han falde i Knæ under Løgnen. Lidt efter gik han. Han skulde om otte Dage komme igen med "Tartuffe". "Sæt Dem, kære, sæt Dem," sagde Professoren otte Dage efter, "vi maa jo tale om det først. Hvordan har De saa tænkt Dem "Tartuffe"?" William søgte om Ord. "Ikke som den spilles paa Theatret," sagde han saa. Professoren lo, "Naa nej, det er ogsaa min Mening, men hvordan da?