United States or Turkmenistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
"De gaar rask," sagde William, men han syntes selv, det var en lang, lang Tid, hans Tanke slet ikke kunde gennemflyve. "Det er jo ingenting." "Men til Jul," det var Nina, som talte. "Nej, nej, til Jul det faar vi vist" han vilde lige til at sige: ikke Raad til, men saa tav han og sagde lidt efter: "Ja maaske til Jul." Og hver sank atter hen i sine Tanker ...
-Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa Trappen. -Jeg véd ikke, Deres Excellence. -Han véd ingenting. I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt. -Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort. -Det er snavs, svarte Johan tørt.
Harris," svarede Fru Weldon. "Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os af sted med det samme." "Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa meget af en Sømand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort fra Kysten.
Det var maaske dem, der først fik den Tanke, at man kunde opføre det nævnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske Samfund greb Tanken og satte den i Værk. Den 4. Mai 1867 blev Curculio opført af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale, Østergade Nr. 15.
Hvor hendes Tanker pludselig var klare. Det slog hende selv. Aa ja det galdt at have Mod, blot at have Mod saa kom det andet ... Og der var jo ikke saa længe til, man kunde tænke paa at faa ham gift. -Gift. Hun blev ved at holde paa denne Tanke, og hun begyndte at søge om en Brud til ham mellem dem, de kendte. Men hun fandt ingen.
Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til Bunds, og i lange Tider havde hans Opførsel ikke givet Anledning til mindste Uro ... Men nu ! Hvad kunde det være, han gik rundt og tænkte paa, Fyren! Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende: Skulde han mon ligge og grine saadan om Natten ogsaa i Sengen ved Siden af hende!
Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest levende Smerte, men nu var min første Tanke den: hvorledes skal jeg kunne besvære Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger paa Dødsleiet? At Hertz døde, syntes mig at være ganske naturligt og nødvendigt, og samtidig følte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg forsøgte imidlertid de sædvanlige opmuntrende Fraser.
Men han maatte gaa til en Læge, dette kunde ikke vare ved ... umuligt ... Han rejste sig uden at vide, hvorlænge han havde siddet der, og saá, Ilden var gaaet ud; han kaldte, Faderen var ikke i sit Sovekammer. Saa begyndte han atter paa den gamle Tankerække, han optrævlede Tanke for Tanke, begyndte forfra, tog paany de samme Grunde frem, vejede dem og kom paany til det samme Resultat.
Selv Stephensens Optræden, der ganske vist gav sig Udseende af en vis Selvstændighed, havde i sit Inderste den samme Charakter: han havde aabenbart givet efter for sin skinsyge Længsel efter at se Minna, inden hun var uigjenkaldelig tabt, og med den Tanke: lad os se, hvad der kan komme ud deraf hvem veed maaske tilfalder hun dog mig.
Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var bleven som en Melodi, han gik efter. Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. Men nu var det jo for sent.
Dagens Ord