United States or British Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa vare da alle mine Bestræbelser spildte, og jeg ventede allerede, at et svært Tordenveir skulde bryde løs over ulykkelige Gamle, men til min store Forundring gjentog Præsten med stor Taalmodighed sin lange Fortælling, hvilket endydermere vare mig Bevis paa den høie Stjerne, Gamle indtog hos Præsten, medens jeg tænkte ved mig selv: »Det skulde Du have prøvet paa, Nicolai !«
"Ja hm det kommer jo an paa ..." "Ja undskyld, jeg saadan blander mig i det men jeg interesserer mig selv en Smule for disse Spørgsmaal." "Gør De? Gør De virkelig?" Han saa mistænksomt paa ham. "Ja. Men yderst platonisk. Jeg vilde aldrig vove at give mig videnskabelig af med dem." "Aa, hvorfor ikke det? Det gælder jo blot om at have en Smule Taalmodighed."
Hansen-Maagerup var bleven Lærer ved en Skole for forsømte Børn. Her krævedes ikke store Kundskaber, kun en høj Grad af Taalmodighed. Netop en saadan besad han. Han anvendte kun nødig Straf, og da pinte det ham altid saadan, at han i flere Dage derefter kunde være greben af den dybeste Modløshed.
Jeg gjorde, som han sagde, og gik tilbage til mit Værelse, hvor jeg ventede med al den Taalmodighed, jeg var Herre over. Hvorledes Nikola vidste, at der kom nogen for at hente os, kan jeg ikke sige, men saa meget er sikkert, at fem Minutter efter at han havde sagt det til mig, hørte jeg en Mand komme ned ad Trappen.
Han lærte ham først og fremmest Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere særlig er saa noget nær Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede for at kunne præstere noget Ordentligt.
-Tænk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog Haanden ud mod Selskabsdamens Klude. Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde: -Der bli'er dog altid et Slags Tæppe ud af det, sagde hun. -Ja, tilsidst, sagde Moderen. De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede hastigt, da de kom og de gik videre, ind til Hans Excellence: -Ja, Farvel, Onkel Hvide.
Nu ser jeg paa dem for at lære Taalmodighed. Dr. Qvam var traadt nærmere. Nedefra sat han op paa Herren fra "A": i dette Ansigt var der noget af den store Sorg. Saa stod den Syge ned fra Karmen: -Men lad os bøje os for Lovene, sagde han og lukkede Skodderne. Qvam blev staaende: -Ja, men hvem har skrevet Lovene? Herren paa "A" smilte: -Er det ikke "Profossen", sagde han.
Etatsraaden betalte dem de første Par Gange pligtskyldigst; men da der engang efter en saadan Tourné endogsaa indløb Fordringer fra saa fjerntliggende Egne som Holsten, Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle Herres Taalmodighed, og han svor sin Yndlingsed og sagde: Vil han ud, saa skal han, Hans sorte Majestæt fløjtemig ogsaa komme ud!
Saaledes stod Corpus Juris og hørte med ufravendt Opmærksomhed paa Hr. Hans; vel kom jeg nu til Afløsning, men Corpus Juris ansaae det dog for rigtigst at blive, og godt var det, for jeg havde ikke i ti Minutter hørt fortælle om Morten Jensens Fux, før min sidste Rest af Taalmodighed var sluppen op.
Men De er dog Franskmand! Rejs Dem op og forsvar Dem!" "Naa, naa I er saa hidsige, I unge Fyre!" raabte Baronen. Men Durocs Taalmodighed var nu forbi. Han slyngede sin aabne Haand ind i det store, rødgule Skæg. Jeg saa en Læbe, tilsølet med Blod, og to lynende blaa Øjne. "De skal dø for det Slag!" "Det var rart, at De endelig kunde bestemme Dem," svarede Duroc. "Min Sabel!" skreg den anden.
Dagens Ord