United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og jo længere Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage. Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem Taagen forude.

Hvem kunde vel se mig og hvem i Alverden vilde bryde sig om det, hvis de saá mig. Pludselig saá jeg, at der kom en meget smuk Skikkelse ud af Taagen henimod mig, men ikke før den var tæt ved mig og standsede og kiggede mig forskrækket ind i Ansigtet, opdagede jeg, at det var Lord Robert. "Evangeline!" udbrød han med bestyrtet Stemme. "Jeg hvad, aa, hvad er der i Vejen?"

Og da de ikke paa nogen Maade kunde faa ham vækket, hvor meget de end ruskede i ham, opgav de det og lod ham sidde. Saa meget mere som de allesammen godt nok vidste, hvad det var, han mente. Jeg husker Fjældet, Taagen, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene, Hundene. Jeg husker ogsaa de tre Flag og Thomas og hans Kone.

Det er sen Aften. Taagen ligger over Fjældene, og Maanen, som ikke kan bryde rigtig igennem Skyerne, lyser dæmpet over Landet, der er saa ufattelig skønt i sit vilde Øde. Fjældene ruger om os; det er, som om de med et stille Smil ser ned over det Smaakravl, der farer af Sted for deres Fødder ....

Drengen talte ikke mere; han sad stille og saá hen paa Fortæppet, som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et Vindpust fra de aabne Døre. Han vidste ikke, om det var dette, han havde tænkt sig; det, han havde tænkt, gled bort ud i Taagen. Hans Ærefrygt var for stor, han tog det, som det var.

Skyen vender sig om paa Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet bliver endnu mere sørgmodigt og indesluttet, end det er i Forvejen, for Taagen er saa klam og trist. Den gamle Han, der førte an, lod først som ingenting og svømmede roligt videre gennem Taagen, for den vidste jo, at der var frit Hav forude. Men Flokken bagved blev urolig.

Kun lige i Nærheden saae man de smaa Bølger blinke skjælagtig; Taagen drev henover dem som Røg. Fra Skorstenen slog den sodede Kulrøg ned over Dækket. Piben lød uafbrudt, snart med lang Hvæsen, snart i korte, stakate Hvin og Suk. Undertiden svarede en anden Piben eller et langt Raab, og et stort mørkt Legeme gled os forbi, som et Spøgelse-Skib.

Folkene i Baaden havde alle travlt med at hugge efter Hvalerne omkring Baaden. Da saa han atter paa Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart og skarpt. Taagen var veget fra hans Øjne. Han saa, hvad det var, han havde været i Færd med at gøre, og gysende kastede han Spydet langt ud over Vandet, sprang ud af Baaden og vadede i Land. "Hvor skal du hen?" hørte han en Stemme raabe.

Naa, han vil i alt Fald aldrig være i Stand til at knuse mit Hjerte, som "Alicia Verney"s intet kunde nogensinde faa mig til at bryde mig om ham. Jeg forsøgte paa at tænke paa alle de Goder, jeg skulde faa ud af den Affære, og paa, hvor meget jeg holder af Branches. Jeg gik meget hurtigt, jeg kunde utydeligt se Folk komme henimod mig og derpaa forsvinde i Taagen.

Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig. Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var jo den, der havde Ansvaret for det hele. Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom nærmere og nærmere. Og skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom.