United States or Finland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne midt i Blegheden var som Blod saa røde, sagde han, med den samme Stemme som før: -Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i Familjen. Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de mørke Øjenlaage en Kende: -Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han. -Ja. Læs det højt.
Saa sagde han: -Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt. Sønnesønnen sad lidt: -Du har jo os, sagde han. -Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes. Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved: -Har har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden.
Sønnesønnen blev ved at læse: -Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv. Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt. -Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke. Han slap Manuskriptet: -Øjnene vil ikke mer. -Læg det hen.
-Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham: -Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence. Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud: -Hvad er det, der staar?
-Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, næsten ængstende blød og han lukkede Skuffen. Hans Excellence lo: -Erindringer, sagde han: Erindringer vi har Væv nok. Erindringer hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer.
Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød saa sært langt inde i Huset; det var Sønnesønnen: -Excellencen er hjemme? sagde han. -Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj paa den samme Knage som igaar. -Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved. Den Gamle vendte sig: -Ja, og Stemmen lød vredt: -Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, naar man ikke kan leve mer.
De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører. Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv. -Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda. Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre: -Ret Dig, sagde den Gamle.