United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
Maaske ... saa længe den er frisk ... skønt ... naa, lad den hænge, den gør i det mindste ikke Fortræd, og en enfoldig Due kan den altid holde fra Stiklingerne. Jeg kommer ned over Engen igen. Nu vaagner Livet i Granerne. Duerne flyver til og fra Markerne. Enkeltvis kommer de susende med Kroen fuld af Føde og dukker ned mellem Grenene.
Med Blodet susende for mine Øren og det blodige Sværd i min Haand travede jeg hensigtsløst af Sted, indtil jeg ved at se mig om opdagede, at jeg befandt mig paa Pladsen ved Abbedens Bænk og i nogen Afstand saa den knortede Stub, der for altid vil være knyttet til den frygteligste Erindring i mit Liv.
Blodet for ham susende til Hjernen, og han knugede Stokken i sin Haand som for at slaa: Han kendte øjeblikkelig Skriften paa Papirstumpen; det var Grev Scheeles. Straks kunde han ikke læse, hvad der stod; i den Grad hvirvlede alt i Ring for hans Blik. Og da han omsider blev saa meget Herre over sit Anfald, at han kunde tyde de enkelte Bogstaver, blev han ikke meget klogere af det.
Det var mig næsten, som hørte jeg de susende Vingeslag, der bare Thjodolfs Aand ind i den klare blaae Himmel. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. »Det var en smuk Historie, Du der fortalte os, Emmy«, sagde hun, »men jeg holder ikke af, at alle den Slags Fortællinger ende med, at Helten gaaer i Kloster.
De følte, hvordan Blodet dansede i Aarerne paa dem, og de kunde gribes af en Fornemmelse, som bar de paa for meget Liv. Somme Tider satte de i susende Løb, saa Vejret var lige ved at forgaa dem og saa kastede de sig pludselig ned paa Jorden og aandede Skovluften ind af alle Kræfter. De kunde have rykket Træer op med Rode ... Inde i Skoven, tæt ved Vejen, sad Biblioteksassistent Preben Flyge.
Han var paa Vejen ind i Byen i et vist Ærinde, han bar en Seddel paa Brystet, som han havde skrevet i Morges. Just som Mikkel kom forbi en høj Trappe, fik han et susende Ræk over Nakken med en Kæp det var en velklædt Mand, der stod oppe udenfor sin Dør og trak Aftenluft. Mikkel var kommen ham for nær. Et Par vrede Ord fulgte med.
Naa, sagde han omsider og blev meget alvorlig, han strakte Hænderne langeligt frem mod Knæet og følte efter et Sted at begynde. Medens han skar, forholdt han sig tavs. Axel blev først ligesom lam ved den utrolige Raahed, der var i Smærten mellem Kniven og Saaret. Men han spændte sig, og idet han holdt Vejret af al Kraft og tvang sit susende Baghoved ned, faldt han langsomt i Besvimelse.
Drøn og Bulder fyldte alt omkring dem, vildt skingrede Telefontraadene, Holst maatte stride bøjet fremad mod Vejret, det forekom ham, som om en Mængde Lokomotiver nærmede sig i hidsigt Jag, ustanseligt susende. Henne, hvor det dybe Sandspor førte til Stranden, stoppede Præsten op, han skulde hjem.
Saasnart Solen var gaaet ned farveløst trak jeg mig tilbage til mit Værelse, hvor det trak afskyelig, og faldt endelig i Søvn ved den ensformige Vuggesang af susende Fyrrer. Den næste Dag var det rent Foraarsveir. Udsigten var ganske uforandret, men der blev sagt, at Floden var begyndt at falde. Da jeg vilde til at gaa, reiste en enlig Gjæst sig fra sit Bord og raabte: »Nei, er det Dem, Hr. Hr.
Der var to unge engelske Matroser ombord ... De blev skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem ikke mér ... Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig højt oppe i Masten.