United States or Guam ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det er som formaar han kun med yderste Anstrængelse at styrte derimod, skønt han flyver af sig selv. Men han naar i Sikkerhed ned paa Skibets Dæk. Det er Lykkens Skib. I Stavnen staar en Vild og holder Udkig uden at mindes noget andet i Verden, han stirrer kun ud efter Havets Taager; Skibet sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet. Det er Columbi Lykkes Skib.
Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de store, sorte Glasøjne stirrer En imøde, som var de levende, den lange Forpote strækker sig ud gjennem Bærestolen og aabner Haanden som til Goddag.
Det Æsthetiske er mig anbetroet, forsaavidt man ved et æsthetisk Liv forstaaer et saadant, hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Stræder midt i den travle Folkemasse og glæder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige Liv, som rører sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer.
Vi begav os straks paa Tilbageveien. I et Vindue paa Skolebygningen stod Læreren. Han hældede sig langt ud af det og blev ved at følge os med Øinene. Minna lo: Naa, min Herr Fætter existerer ogsaa endnu! kan du huske, da han traf os paa Skovveien! Gud veed, hvad han gjør sig for Tanker! Bare han ikke stirrer sig Øinene helt ud af Hovedet. Hun blev ved at le og spøge lidt exalteret, syntes jeg.
Han svipper den op paa Bredden, lægger den forsigtigt i Græsset og slipper Stagen. Stadig staar vi og stirrer. Ingen af os vil være den første til at gaa hen og gøre den fri. Jeg tager Hunden i Halsbaandet og gaar. Endnu en Gang ser jeg Thea. Hun staar med Hænderne krammet ind under sin Trøje. Hendes Ansigt er vendt bort fra mig, og hun skutter sig, som om hun frøs. Jeg gaar ind over Mosen.
Jeg sér, der er en Seng mere i Værelset, en nylig opereret Fjordfisker ligger i den, han er bleg og afkræftet, kræftsvag, tuberkuløs. Han ligger og lytter spændt hen imod os, med store, blanke Øjne. Ved Fodenden af hans Seng staar en hæslig vansiret Lupuspatient og stirrer med de blodskudte Øjne og en halvfortæret Mund spilet op.
Andrea Margrethe var ifærd med at rette paa Halstørklædet, hvilket Præsten havde bundet paa samme solide Maade som Gamle. »Se saa, lad det nu være godt«, sagde Præsten til Andrea Margrethe, »nu er jeg deilig nok. Se, hvor Nicolai stirrer paa mig, han har vist ondt ved at kjende mig igjen.«
Et Øjeblik holder han inde, hans Halsmuskler bevæger sig voldsomt, og han maa spytte flere Gange. Sognefogden har grebet Thea i Armen. Vi stirrer maalløse. Saa tager han et raskt Tag. Bylten svæver i Luften. Raften har faaet fat i en Snor. Draaberne falder blanke under den. Vandplanterne løsner sig og glider tyst til Bunds.
Han staar længe og stirrer derud og fatter ikke, hvad der dog kan være i Vejen; som alle Folk i Nordby véd han jo, at Claus skulde være under Sejlads til Bristol nu. Han lægger Cyklen og gaar saa langt hen ad Stranden, at han kan se Skibets Agterspejl. Jo, der er ingen Tvivl længer, han kan tydeligt læse Navnebrættet: Claus af Nordby ... Hvad skal dog dette betyde!
O Du lede Uhyre, Du sorte Trold, som med dine gulgrønne Øine stirrer paa Alt, til det forsvinder, som med dine ormstukne Tænder opæder Alt, til det ikke mere sees, Du, hvis Navn er Forgængelighed, Du nærmede Dig ogsaa den Gang og rev hin straalende Aften bort fra mig uden at ændse mine Bønner og min Jammer!
Dagens Ord