United States or North Macedonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han næsten fornærmede dem de følte det slet ikke. Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys. Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.
Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt stirrende lige som en Søvngængers. Barneøine var det ikke. Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn.
Hun havde rejst sig op og lagt et Sjal om sine Skuldre. Stille traadte hun ud paa den snedækte Havetrappe. Tine fulgte hende. Foran dem laa Haven, hvid og tavs. Moderen stod længe med opadvendt Ansigt, stirrende op mod Stjernerne. -Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen? Moderen svarede ikke. Maaske havde hun ikke hørt det. -Ser De Venus, Tine? sagde hun saa. Og atter stod de tavse.
Hun blev meget snaksom idag, mens de kørte en hastig og broget Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og fast: -I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig. -Rejser? sagde Asta. -Men hvorhen?
Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde ligefrem kæmpe for at faa ham til at tale, fortælle, give sig hen thi han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring, hvor han gik op i det: at se og høre hende. -De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortæl mig noget. -Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo.
Et trøstesløst og stirrende Blik, saa de begyndte igen at pine sig selv for at finde Hemmeligheden, og de fandt ikke nogen fordi der var ingen. Thi Ellen var til daglig intet andet end bestandig kedsommelig træt. Hun var ked endog af at ønske, og hun syntes ofte selv, hun var altfor dorsk til at længes.
Og tænker du paa at hævne dig, saa skal jeg sige dig een Ting: Den Dag er ikke fjern, da baade du og jeg skal staa nøgne for Menighedens Aasyn! Han slap Taget i hendes Arm og stødte hende haardt fra sig hen mod Døren. Og Stine skyndte sig ud gennem den med Skrækken stirrende frem af sine vidtaabne Øjne.
Saa sad de tause igen med det besynderlig samme Udtryk i alle Ojne som en stirrende, bestandig Grunden. Tine bod "Retten" om og kom til Berg. Han saa op paa hende, men hun var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme. -Aa det har Deres Moder bragt, sagde Berg.
Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ængsteligt: -Ellen, du er ikke rask: Men Ellen rystede paa Hovedet og bøiede det bort fra hans Kærtegn. -Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa træt. Og naar Greven var gaaet, og Portièren var faldet til efter ham, sad hun igen, stirrende og fortabt i sine Tanker.
Og det Hustrunavn, hvormed han en Gang skulde kalde hende, brusede frem fra hans Sjæls Dyb. Hans Hustru Kvinden, der skulde føde hans Børn hun, hvis bløde, varsomme Hænder skulde lægge sig dulmende paa hans Pande, stryge fra den alle stirrende Tvivl, alle flakkende Tanker! Han gik hen imod hende og bredte Armene ud.
Dagens Ord