United States or Svalbard and Jan Mayen ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mikkel listede sig til at se paa Otte Iversen, han blev mere og mere underlig ved ham. Men der var ikke andet at spore paa hans Ansigt end pinlig Fortænkthed, han kneb Munden sammen og stirrede ned for sig. Her er meget lummert, for Otte Iversen endelig op, skal vi gaa udenfor igen. Men lad os drikke ud først. De tømte Kanden og gik. Otte Iversen skød Døren til.
Da han var færdig, rejste den gamle Mand sig og humpede fremad ved sin Stok. Han saá roligt fra den ene til den anden af de to, henvendte sig derpaa til Laoyeh og sagde: "Kom du med mig!" og han førte ham ind i et lille Værelse. Vi sad tavse i næsten en halv Time og grublede paa, hvad Resultatet vilde blive. Jeg iagttog Nikola, som hele Tiden sad med Haanden under Hagen og stirrede lige ud.
De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst. -Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv. Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag. -Ja, sagde Herluf
Carl kom ind, lidt usikker i Gangen, rødplettet, med Cigaret i Munden. Han havde drukket Cognac med et Par Venner paa sit Værelse ... Brillant Aften brillant det var at more sig. Han satte sig overskrævs paa en Stol og lavede Ringe af Cigaretrøgen ... Ellen stirrede paa ham, ubevægelig, med et Ansigt af Sten.
Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det halvt ud og følte sig lettet, da han saá, det kun var et Par Ord ... Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem. "Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina." Andet stod der ikke. Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gulvet. William tog det ikke op. Han laa og stirrede tankeløst paa Væggen.
Han sad og stirrede lige ud i Luften, som om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrævede og fyldte op foran ham. Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden. "Tyv." Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa han sad oprejst i Stolen. Saa skød han Albuen ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden og saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.
... Tine havde sat sig hun vidste ikke, om Fru Appel havde hort hende, for hun havde ikke hilst og ikke rort sig. Men saa sagde hun: -Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han. Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, maatte kalde dem frem. Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og stirrede paa det blege Ansigt.
Han rejste sig op og stirrede mod Døren. Nu aabnedes den langsomt, syntes han ... Hansen-Maagerup kom ind og efter ham tøvende og halvt modstræbende en Anden ... Gud i Himlen det var Anna Anna Herding der kom til ham til ham ...! Han fornam halvt sanseløs, at Vennen kom hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder. "Jeg har sagt hende det hele," sagde han.
Og som vi stod ved Rælingen og stirrede med underligt tunge Øjne, med blanke Taagedraaber i Bryn og paa Vipper, var det pludselig, som dirrede Taagen sammen til fastere Substans, som en Krystallisering, og tog Form, men en uhaandgribelig, af et Baadeskrog med Mast.
Han stirrede og blev ikke mæt af at sluge dette Navn: Snigløberen blev til en Helgen i hans Tanke. Saa rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. Han gik med bøjet Hoved i dybe Tanker han snublede og vaagnede. Det var en Ligsten, over hvilken han var snublet, og han gav sig til at læse: "Hans!"