United States or Tunisia ? Vote for the TOP Country of the Week !


En saadan Sti kan ogsaa løbe mellem Rabatten og Baghækken, saa denne kan faa Lys forneden og blive klippet.

Vi forlode snart denne og fulgte en lille Sti, der bugtede sig imellem Sukker- og Kaffeplantager og førte os under stadigt vexlende Trægrupper og Buskadser ind i den store kjølige Skov.

Den førte langs med en Dal, hvis Indgang var den Hulvej, jeg havde set den foregaaende Aften. Saa drog vi rundt om Bjerget ad en stejl Sti og kom ud paa en Højslette, hvorfra vi havde en yndig Udsigt. Kamelen havde vi sluppet løs tidligere paa Dagen, for at den kunde strejfe omkring i Landet eller vende tilbage til sin tidligere Ejer, hvad den nu havde Lyst til.

Da vi var kommet ind i, hvad der syntes os at være Jordens inderste Dyb, forlod vi den snevre Sti og stod ved en bred Stentrappe, som snoede sig spiralformet opad. Dværgenes Procession gik igen foran os uden at gøre mindste Støj.

Jeg drejede ind paa en Sti og kom hurtig hen til Pladsen ved det gamle Fyrretræ. Som jeg tidligere havde fortalt, havde jeg mine gode Grunde til at kende Stedet, og jeg takkede Skæbnen for, at det ikke var en af hine Aftener, hvor Léonie ventede paa mig her. Det stakkels Barn vilde være død af Skræk ved Synet af Kejseren.

Man skal derfor altid lade lave og krybende Planter dække Bunden i Rabattens Forgrund, bagved behøves det ikke, og det vilde ogsaa i altfor høj Grad besværliggøre Arbejdet, om al Jord var dækket med Planter. Ved brede Rabatter skal der endogsaa helst løbe en Sti, en couloire de service, hvor man kan færdes under Arbejdet.

Det sad saa højt oppe, at Duroc maatte staa op paa en Tønde for at kunne se ud af det. "Hvad ser De?" spurgte jeg. "Grantræer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og nu !" Han kom med et Udraab af Forbavselse. Jeg sprang op paa Tønden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt.

Jeg steg ned imod Elben ad en Skovvei, som gaar af fra Rathener-Nedstigningen, men betegner sig selv som »forbuden Vei«. Jeg kom til at tænke paa den barske Skovbetjent og ønskede at møde ham. Denne Sti maatte føre mig ned paa #den#, som Minna og jeg havde fulgt paa Hjemveien fra Stenbruddene.

Han ventede at finde sine Øjne sky og fulde af Samvittighedsnag, fordi han havde svigtet Idealet og glemt i lidenskabelig Praksis de høje, skønhedsfyldte Teorier, der hele hans Ungdom igennem havde ledet hans Fjed og holdt hans Sti ren. Men hans Øjne lyste ham i Møde fra Spejlets Glar, store og straalende, uden Ruelse og uden Brøde.

En Solsort hopper foran mig, flyver et Stykke, hopper igen og pikker i Mosset, faar saa Øje paa mig og flyver til Tops. Draaberne falder i Styrt under den. Inde i Dybet skogrer en Fasanhane og basker op i et Træ. I et Kig mellem nogle Grene faar jeg Øje paa dens Hoved, som den strækker langt frem for at se. At gaa i en Granskov, naar Mørket sniger sig frem, og Skyggerne kryber over Vej og Sti ...