United States or El Salvador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Denne elegante Herre det var Axel Stephensen. Han nærmede sig med elastiske Skridt, idet han trak Handsken af sin høire Haand. Ogsaa Minna gav sig til at knappe sin op; den var snever, og hun sled endnu i den, da han standsede foran os. Aa jeg beder, Minna, gjør dig dog ikke den Uleilighed mellem gamle Bekjendte .
I hele den lille Gade brændte kun et Par Lygter, og det paa min Side; jeg skottede forgjæves over til den Fremmede, der formodentlig havde været Vidne til den lille ømme Scene. Pludselig skraaede han over Gaden, rømmede sig og lettede paa Hatten. Det gav et Sæt i mig, da jeg kjendte Stephensen. Undskyld, Hr.
Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har truffet en saadan Bestemmelse jeg mener overfor Stephensen ser det korrektest ud. Men hvis nu han kommer til os i Aften! Har han talt om det? Nei, jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at du ikke skal være ene med mig, han troer vel, at du kommer som sædvanlig.
Se, nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle ønsker ham Lykke for hendes Skyld. De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel! Vi gik hver til sit. Det var hørt op med at regne.
Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun hjem, jeg følger hende naturligvis det er jeg jo ligefrem nødt til og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været nogen Stephensen til. Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, aldrig maaske har en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den Dag.
Jeg kom til at se ned paa Gadehjørnet og foer sammen: det forekom mig, at det var Axel Stephensen, der gik dernede, denne slanke, meget moderne klædte Herre, med spidst og stærkt dreiet blondt Skjæg; men nei, han var høiere og ældre end den danske Maler, da han netop tog sin Hat af for en Bekjendt, viste det sig endog, at han var skaldet. Jeg følte mig beroliget.
Ja, vi har saamænd mange Gange ønsket os Dem igjen. Men, Gud bevares, ham nu er der ikke Noget at sige paa, han er ogsaa Maler, det vil sige, paa en anden Maade Dekorationsfaget.« Stephensen havde reist sig. Vi hilste meget høflig paa hinanden, og jeg overvandt mig endogsaa til at give ham Haanden, Minna havde ham jo dog saa kjær, og hendes Følelser maatte beskytte ham mod min Uvillie.
Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt udstrakt paa Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt. Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig her og paa denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig, noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede sig til den.
Det er meget beklageligt, at jeg ikke kunde skaffe dig det bedre! Det var imidlertid næsten lutter Folk af de aandrigste Kredse Maaske. Jeg hørte ikke hjemme i det Selskab, og Harald altsaa heller ikke. Stephensen kneb Læberne sammen og sendte hende et ondskabsfuldt Blik. Du maa selv bedst vide, hvor du hører hjemme.
De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den følgende Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald troet at handle rigtig. Men det gjør mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende. Jeg hørte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om faa Dage for at gjøre Alt rede, og at Minna snart skulde følge efter. Selv tænkte jeg kun paa at komme bort.
Dagens Ord