United States or Saint Kitts and Nevis ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og Træerne udenfor Indhegningen var tæt behængte med Drenge, der var klatrede op for fra dette høje Stade at kunne se over Plankeværket ind paa Sportspladsen. Herinde saa det endnu mere broget ud. Det skvulpede med Mennesker i Tusindvis, der snart trængtes frem og tilbage og snart blev klemt fast i en tæt Masse af andre Mennesker, saa man knap kunde røre sig.

Og Fod for Fod tridsede de frem over Gaardspladsen og ind i Parken ... »Husbond« var straks fra Morgenstunden af redet af Gaarde. Nede paa Badeplænen var Chocoladebordet anbragt foran »Fruens Stade«. Kopperne og Kanderne skinnede i Sollyset. De unge Damer havde været i Bad; og deres brogede Badedragter laa til Tørring paa Grønsværet strittende med Arme og Ben.

Resultatet heraf var, at mit Falds Hastighed blev afbrudt, og i Stedet for at styrte ned paa den lille Højslette nedenunder, hvorved jeg sandsynligvis vilde have knækket Halsen eller i det mindste en Arm eller et Ben, blev jeg nu slynget ind imod Klippen og gled roligt ned paa en Afsats. "Er De saaret?" raabte Nikola fra sit Stade ovenover.

Paa en højrygget, hvidmalet Tremmebænk, der i Tiden af Pigebørnene fik Navnet »Fruens Stade«, sad saa Fru Line og Jomfru Rottbøl med en Stabel Børnetøj imellem sig og syede, stoppede og bødede, medens Legen gik i Solskinnet mellem Barnepigerne og de større Børn, og Ammerne i Skyggen under Træerne puslede med Vuggerne.

Steffen i Kvorne, der førte Sallingboerne, raadførte sig med Søren Brok, og da først ingen rigtig vidste, hvordan det gik til, bevægede hele Massen sig. Begge de forenede Flokke rykkede ind i Landet. Mikkel blev hjemme ved Gaarden. Foruden ham var der kun Niels' Kone, men hun gik grædende i sin Seng. Mikkel tog Stade oppe paa Højen. De fire Ildebrande ovre i Salling steg og sank.

Men hun vendte sig i Døren og smilede fattigt fra sit høje Stade, Trækken tog i hendes lange Haar, hun frøs gudsjammerligt. Da nikkede Axel til hende. Det var en Glædespige fra Byen, som Bispen havde lejet. Hvad hed hun? spurgte Axel siden, da han havde spist. Drikkegildet varede ved, og Axel havde givet sig i Snak med en af Knægtene, der havde baaret Skueretten, en høj, rødskægget Hugaf.

Hvad foregik der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften fandt den bestemte Vei til sit Stevnemøde? eller maaske var den hver Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kjærlighed her paa sit ophøiede Stade nok skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde maaske ogsaa hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan »se Hjertet brænde gjennem Vesten«?

Seet fra dette overlegne Stade syntes denne unaturlig brede Flod ikke jeg vil ikke sige at rase, men ikke engang at have Hast; kun anede man den uhyre, uimodstaaelige Bevægelsesmængde.