United States or Malaysia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er Guds Hus, i hvilket I færdes? ... Stille, siger jeg! Og hør mig! Jeg er en Herrens Tjener. Jeg er Hyrden, I er Faarene! Jeg staar som en Anklager for den Guds Aasyn, som ikke er ... Slip mig! Hvad vil I mig! Læg ikke Haand paa mig! Jeg er den babyloniske Skøge! Jeg er det store Dyr i Sankt Johannes' Aabenbaring ....
Hvad var det for en Snak om en Skat i Jylland, hvad var det for et Dokument? Otte Iversen gik nogle Skridt ind i Stuen. Han var bedøvet ligesom Folk, der ser Luerne slaa ud af Taget og tænker paa at redde og staar paa et Sted og snubler over deres egne Ben. Hvad skulde han gribe til? Otte Iversen havde været gift i en Snes Aar og havde otte Børn.
Mirlitonfløjten bliver sat i Aktivitet af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger, Skydebaner og Somnambulevogne oversvømmes af støjende Skarer. Larmen stiger og stiger, kun de store Parktræer staar stille og forbausede og seer ned paa dette tumlende Virvar.
Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa stor, at selv vor grinende Skepticisme andægtigt bøjer Hovedet for den endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed det blot ikke, det er hele Sagen.
Det lave Land, der har den forunderlige Sommer. Du mærker med lukkede Øjne den søde Lugt af Jordens Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i Havet, Fødeseng, Dødsseng. Himlen hvælver sig med Forkærlighed over det, Skyerne staar stille over det, Bølgerne rækker ind og klapper den lyse Strand.
Men alligevel bliver man overrasket, naar man aabner den, paa hvilken der staar Coquelin ainé . Det er en formelig Salon, man kommer ind i. Persiske Tæpper paa Gulvet, gobelinsbetrukne Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige Lamper med farvede Net over, der dæmper Skjæret, komfortabel Luxus, hvor man seer hen i det store Rum.
Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, løftede den i Vejret og gik et Par Skridt frem. Staar I her? sagde han saa pludselig, og det gav et Ryk i ham. Det var Karen og Kaninen, han havde faaet Øje paa. De stod allerforrest i Hoben og saa til med store, opspilede Øjne fulde af Spænding og angestfuld Forventning. Hva' staar I her efter! gentog Baronen Gaa op med Jer!
De hører paa en vis Maade ikke med til Byen; de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer og forsvinder som disse, uden at Nogen lægger Mærke dertil.
Han er jo saadan lidt ude fra Landet a' det gaar ikke saa gesvindt med ham ... Men naar først de saadan begynder at gaa for dem selv og saa skal lade, som om de slet ikke ved af hinanden at sige, saa saare vi Andre er til Stede, saa ved man jo, hvad den staar paa ... Nu har man jo arrangeret denne lille Selskabstur man vil jo gerne gøre, hvad man formaar.
"Vi bestræber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en høj, slank, ung Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?" "Ja vist!" "Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!" "Stakkels Fyr!" udbrød jeg, "og hvorledes døde han?" "Vi begravede ham!" "Men før De begravede ham?" "De misforstaar mig aldeles, Oberst!
Dagens Ord