United States or Equatorial Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg lænede mig til en Pille; rundt om styrtede forsinkede Folk afsted, Betjentene raabte, Fløite og Pibe skingrede .... Saa snart jeg var bleven nogenlunde Herre over min Bevægelse, spurgte jeg Portieren, om der gik noget Tog til Pirna; men jeg maatte vente til næste Morgen. Med det første Tog var jeg i Pirna, naaede aandeløs op til Sonnenstein og fik lykkeligvis strax Overlægen i Tale.
Hver Gang, der skal ringes til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt: »lingelingelingeling«, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer han ganske langsomt og alvorligt: »bim bam, bim bam, bim bam.«« »Hvorfor ringer han saaledes?« spurgte jeg.
Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind. »Skal vi saa have Middagsmad?« spurgte han. »Strax«, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud. »Hvorom dreiede Striden sig?« spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.
Hun Fandt det saa naturligt han havde dog maaske haft lidt mere Fornøjelse af hendes Spil end Væggene og Deres Forfædres Ben. William følte, han blev hed helt op under Haaret. "De tager virkelig Fejl," sagde han. "Hvori," spurgte hun og saá lige paa ham. "Det er slet ikke derfor ..." "Hvorfor?" Nej, han kunde ikke udholde det Blik han tav og saá ned. "Det med Forfædrene," sagde han saa dæmpet.
Baronessen sad inde paa Chaiselonguen i Toiletværelset, da Karen temmelig misfornøjet traadte ind. Hvad skal jeg, Mama? spurgte hun surmulende. Men er du syg? udbrød hun saa og løb hurtigt hen og lagde Armene om Moderens Hals. Du er saa bleg! Jeg har lidt ondt i Hovedet, sagde Baronessen og kyssede den lille paa Panden. Hvor er Frøken Jansen?
Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om." Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?"
Lille Baby maa ikke buldre saadan af Sted! Din Fader sover inde paa Kontoret, ved du! Aa, han vaagner saamænd ikke alligevel! ... Maa vi, Mama, hva'? Jamen Lektierne! Pyt med dem! Dem lærer vi i Morgen! Du kan jo spørge Onkel Alex. Maa vi, Onkel Alex? spurgte Karen og lagde kælent Hovedet paa Siden. Ja I maa, lille Ven! nikkede Greven smilende.
Hans tykke Ansigt var gustenblegt, og hans Øjne var matte og udtryksløse som overtrukne med en Hinde. Han vilde tale, hans Mund bevægede sig; men der kom ikke en Lyd over hans Læber. Er Baronen syg? spurgte Forvalteren forskrækket og traadte nærmere. Helmuth stødte med en Kraftanstrengelse Stolen tilbage og rejste sig.
Hun holdt inde, William blev ved at gaa med bøjet Hoved saa meget som et halvt Skridt foran hende. Da han talte, var hans Tonefald mere dæmpet, ligesom glattet ud: "Og hvor skal man da søge?" spurgte han. "For Eksempel i Deres Barndom hele Liv i Deres Tilbøjeligheder ... opsøg de Forudsætninger, Livet har givet Dem ..."
Saa rettede han sig paa Lejet og drejede Hovedet om mod mig. »Hvordan har De det?« spurgte jeg paa Tysk. »Bedre,« svarede han. Hans Stemme var hæs og fjern. Brystet arbejdede trangt. »Maa jeg tale med Dem. Jeg er en, som gerne vil tale lidt med Dem.« »Tak, jo Tak,« sagde han paa Engelsk. Jeg fortsatte i samme Sprog: »Det var Strandingen! De blev jo reddet ... Deres Kammerater, de andre otte«