United States or South Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
De nuværende Marmorbrud frembød et lidet lysteligt Syn; man sprænger med Krudt og ødelægger ofte meget mere end man vinder. I Oldtiden sprængte man Stenen med Kiler. De gamle Brud, der ligge et Stykke høiere oppe, frembyde et anderledes skjønt og malerisk Skue; de lodrette Vægge minde om Stenbruddene ved Syracus.
Han styrtede ned af Hesten, og Vægten af hans Legeme trak mig næsten med, før jeg kunde frigøre Sablen. Der var ikke Tid til at undersøge, om han var levende eller død. Jeg sprang af Ponyen og op paa Violette og vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende sprængte de af Sted efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige saa frisk, som da vi begyndte Turen.
Det var Midnat, da jeg red ind i Hof, men hvert eneste Vindue var oplyst, hvad der i dette søvnige Land var tilstrækkeligt til at vise mig, i hvilken Ophidselse Befolkningen befandt sig. Man hylede og skreg, da jeg sprængte gennem de menneskefyldte Gader, og en Gang fo'r en Sten syngende forbi mit Øre, men jeg fortsatte roligt min Vej, indtil jeg naaede Slottet.
Bredderne langs Bækken var grønne. Sandbunden lyste gennem det rolige Vand i Solen. Der var Anna-Lise død. Hendes Højhed sprængte bort gennem Skoven med sin Lakaj. Det var Dagen efter Opførelsen af "Romeo og Julia". Fru von Pøllnitz havde Time hos Mademoiselle Leterrier. Komtesse von Hartenstein var der ogsaa. Hun havde villet "tale med et Menneske min Go'e".
Hovederne dukkede ned bag de opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet slaa op om de trampende Ben ... De lange Rækker saá ud som et mørkt Legeme. Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa Fortovet. Hornene kaldte uafladelig. Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi, Slængkapperne flagrede i Stormen, Hestene stønnede Stella genkendte Prinsen.
Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker. Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham. Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten. Men da han så Jesus.
Han kom i Firspring ned over Bakkerne, var i faa Minutter over Dalsænkningen og sprængte op foran Jens Sivertsens Hus, han sprang af Sadlen og vendte sig gispende mod Døren. Jens Sivertsen aabnede den sindigt og kom ud i bart Hoved. Ane Mette, spurgte Otte, hvor er hun? Ane Mette er ikke hjemme, sagde Jens Sivertsen sagte og med et tvivlraadigt Blik mere, tilføjede han. Hvad, hvad?
Marker og Huse og gule Skove drejede forbi ham, og hver Gang han kom i Tanker om den gamle, arbejdede han med Tømme og Sporer og satte sig i endnu voldsommere Bevægelse. Saaledes slettede han det onde Møde ud. Da han i Sved og Damp sprængte ind gennem Roskilde, var den Ting næsten glemt, og da han ved Aftentid red gennem Sorø Skove, opkogt og skoldet af det vilde Ridt, havde han trængt det ud.
Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af Kælderen faldt der en graa Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i Halvmørket, saa jeg en stor, høj Skikkelse glide ud i Lysstriben og atter ind i Mørket. Det gav paa Ære et saadant Sæt i mig, at min Chako næsten sprængte Hageremmen.
Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprængte. Men til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne Børsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de.
Dagens Ord