United States or Cameroon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun gik med Herluf op i Kontoret Dørene blev altid trukket til i den sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen : Han er der ikke, sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren. -Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun. -Hm, ja, naar det hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med en tør Pen.
-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke Fattiglisten. -Nej, sagde Spenner: ikke saa længe vi stempler dem. Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt. Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa Klatpapiret.
-Spenner? -Ja. -De siger han er syg, sagde Herluf. De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Frøken Hansen og lukkede Pulten. -Til de Gamle? -Ja. De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang støjende over Gelænderne i deres brogede Uniformer: -Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve. -De kommer jo igen, sagde Herluf. -Ja.
Han lod en tung Burgunder flyde paa Tungen og smækkede. De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om et Sommerhotel ved Bellevue paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ ...
Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og Pianisten. Impressarioen saa´sig indigneret om: Ja saa gaar vi vel, sagde han med Værdighed. Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale at en meget afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz rejste dog sikkert ikke idag....
Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme; det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.
Han havde sét alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Øjne: Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en uvorn Dreng, der pludselig ødelægger det egne Legetøj og sønderslider Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet Stén fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, som havde udtjent i gamle Bindingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste Grunden for at opnaa det første Laan; Svampen, som aad sig ind i alle Mure og slog ud paa hver en Væg; Jernkorsene, hvormed man havde afstivet Kælderhvælvingerne, der revnede trævlende det op, hele sit Værk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortælle: Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for ægte; Haandværksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af Spenner; Leverandørerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kødet fordærve for at rane Indkøbs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om Nordmændene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem for Skillingerne fra pantsatte Kufferter alt fortalte han, staaende op og talende forbitret og højt, mens han fægtede med de knyttede Hænder, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige Ansigter.
Det var den samme evige Taage, der svøbte alting i sit Graat ogsaa idag. Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs sære Væsen igaar og vilde tale med ham før Generalprøven. Men i Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han gik nedenunder for at søge der ; Koristerne begyndte allerede at springe paa Trappen til Generalprøven.
Spenner hen til Herluf: Naar Navnene gør det Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne »Victoria« paa Bindet. -Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i Luften, efter at han havde skrevet under.
Ja der blev nævnt Folk det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet til Direktør. -Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være Direktør ... -Ja, raabte Adolf, vi to Berg os to. Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse. Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr.
Dagens Ord