United States or Austria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det Allerhelligste, som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler, men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis.
Det plejer ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa, som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf.
-Ja om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, som om han stangede. -Men Alverden søger jo, sagde Berg. De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden.
De bleve siden begge ved en erfaren Læges Hjælp bragt til Rette paa den Maade, som forhen er ommeldt.
Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi nylig havde gjort.
Endelig naaede vi Døren til den store Hal; vi aabnede den forsigtigt og fløj hen over Gulvet og saa op ad Trapperne til vore egne Værelser. Da vi først var indenfor, blev Døren hurtigt lukket, og vi var i Sikkerhed. Saa vendte Nikola sig om til mig og sagde: "Bruce, De har frelst mig for anden Gang, og jeg kan kun sige, som jeg har sagt Dem før, De skal finde, at jeg ikke er utaknemlig.
Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses. Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys. Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig.
Den forunderlige Jubel, det varme Sværmeri, som aandede ud af Sangene, havde ikke Noget tilfælles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og hurtige, næsten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornøjet, som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som ikke indgød mindste Følelse af Skræk.
Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne midt i Blegheden var som Blod saa røde, sagde han, med den samme Stemme som før: -Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i Familjen. Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de mørke Øjenlaage en Kende: -Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han. -Ja. Læs det højt.
Thi også da vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi skulde komme til at lide Trængsler, som det også er sket, og som I vide. Derfor sendte også jeg Bud, da jeg ikke længer kunde udholde det, for at få Besked om eders Tro, om måske Fristeren skulde have fristet eder, og vor Møje skulde blive forgæves.