United States or India ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saaledes laae han en Midsommeraften ganske alene, Vinduet stod aabent, de store Lindetræer udenfor duftede saa stærkt, Solen var nær sin Nedgang. Thjodolf havde vendt sit Ansigt mod det aabne Vindue, han laa og saae ud i den blaae, klare Himmel langt borte kunde han see en lille hvid Sky, og hin Formiddag paa Middelhavet randt ham pludselig igjen i Hu.
Jeg stod i Vinduet, saae ud i de dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede ganske sagte paa Ruden: »Hive langsomt fra Land de bergenske Møer snart vi møde kan ohi ohøi!« Paa en Gang siger Gamle: »Hør, Frederik, skal vi tage Nicolai med til Nøddebo imorgen?« »Nicolai har vist ingen Penge«, svarede Corpus Juris.
De staae saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden var det nu ikke langt bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?« De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. »Mellem disse gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund«, sagde hun, »og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester og nu vil Du hugge dem om?«
Hendes fine regelmæssige Ansigt og gyldenblonde Haar lyste i Solen; og Maleren havde lagt i hendes dunkelblaa Øjne hele den sprøde Længsel efter »Lykken«, der gør Ungdomsaarene til saa koglende-løgnagtig-forjættelsesrig en Skærsommernatsdrøm ... Er det Fruen? spurgte Møller Hammer, en af Nils Uldahls Folketingsstillere, han stod og stirrede betaget paa Billedet.
Herluf var længst i Latinklasserne. Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen. Hr.
Jeg faldt snart i en dyb Søvn, af hvilken jeg ikke vaagnede før næsten tre Timer senere. Da jeg aabnede Øjnene, skinnede Solen endnu klart. Vinden havde lagt sig, og Luften var lige saa rolig, som Natten havde været støjende og stormfuld.
For Homer er Mennesket en Trehed, bestaaende af Legeme , Psyche og det egenlige Sjæleliv . Psyche er et luftagtigt andet Jeg, der betinger Livet. Ved Besvimelse eller Søvn gaar Psychen bort for kortere Tid, sædvanligt ud gennem Munden, ved Døden gaar den for bestandigt til Hades ude ved Verdens fjærneste Grænse, hvor Solen aldrig kommer.
Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom hun saa, hvor bleg han var: -Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De traenger til Luft. -Er Vejret smukt, spurgte Appel. -Ja, svarede Berg og taenkte: Hvor hun har lidt. -Skinner Solen? -Ja. -Saa gaa dog saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord.
Stæren fløjtede lidenskabeligt hver Morgenstund, naar Solen randt funklende op og slettede Rimen af Agrene. Lærkerne hang trilrende paa Vingen taarnhøjt oppe over de golde Marker. Vinden løb i det visne Græs paa Bakkehældene og krusede det blaa iskolde Vand i Pløjemarkerne. De første gule Blomster stirrede ud af Jorden, Svalerne red tavse paa Østenstormen. Og saa blev det endelig stille.
Det er Uglemor, som allerede har Æg under Brystet. Her er lunt og stille, Solen næsten brænder. Af og til skogrer en Fasanhane, det lyder saa højt i Dag. Om mig staar grønne Nælder sløret af fine Haar. Blodrøde Spirer krummer sig for at skyde Løvet til Side. Og oppe over mig Knop ved Knop gylden af Lyset saa tæt, at ingen kan tælle dem.
Dagens Ord