United States or Dominican Republic ? Vote for the TOP Country of the Week !


I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar Sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald. Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret, at han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv, men Carr havde nu forberedt sig, og Sognepræsten maatte lade det blive ved Aftalen. Kapellanen gik da paa Prædikestolen.

Nej, hvor i al Verden kunde jeg ane detOg han fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i Avisen. Der stod kun: »Henvendelse til SognepræstenJeg rejste straks, anede ikke, #De# boede her og allermindst, at Deres Fader var Præst, end sige min egen SognepræstDen unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen ledet over paa andre Emner. »Hvorfor tog De bort fra Cranleigh?

Selv Sognepræsten er nærved at opgive Ævret, da det gjælder om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det øverste Pulpitur, viser det sig, at vi næppe kan trække Vejret der. Luften er aldeles forpestet af Voxlysenes Os, Røgelsen og Uddunstningerne fra de mange Mennesker. Der er ligefrem Fare paafærde.

Sognepræsten fulgte ham med Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet. Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal jeg troAlle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale. »Hr.

»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der undertiden næsten kan minde om Dem.« »Saa aaHun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til Maedenham. Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han. Sognepræsten traf han i Studereværelset.

Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten meddelte ham det. »De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde ventet mig mere, Hr. Carr!« I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund det almindelige Samtaleemne. »Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastorspurgte en ældre Dame. »Saa aa?

Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til Præstegaarden. Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans Værtinde ind. »Ringede De?« » æ.« Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager det Dem ikke?« »Jo, saamæn gør det saaTankeløs gik han i Lag med Maden. Saa skyndte han sig atter til Kirken.

Høg blev heftig og sagde, man burde søge at glemme hende nu, Rektor kaldte hende med et Udtryk fra en Festtale i Klubben for Danmarks ophøjede Aspasia. Fysikos lo og spurgte, hvem der da var Perikles. Sognepræsten, en mager Mand af et elegant Ydre, drejede behændigt Samtalen bort fra Grevinden og berørte atter Spørgsmaalet om Hertugdømmerne. Man talte i Munden paa hinanden.

Det tog Tid, inden man kom i Orden; Nina fik Mæslinger, og saa kom Stellas Svangerskab. Saaledes blev det Efteraaret 63. Det var første Gang, de saá nogen hos sig: Sognepræsten, Rektor ved Skolen og Stiftsfysikus Berg. Herrerne skulde egentlig have spillet Kort i Høgs Værelse, men de var blevne i Dagligstuen hos Damerne. Man drøftede Kongens Sygdom.

Der var ikke Tvivl om Pastor Dundas Popularitet. »Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?« »Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa vidunderligtKapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn. Nu nævnede Dundas Teksten. Kapellanen lyttede dobbelt interesseret.