United States or Saint Helena, Ascension, and Tristan da Cunha ? Vote for the TOP Country of the Week !
En Solsort hopper foran mig, flyver et Stykke, hopper igen og pikker i Mosset, faar saa Øje paa mig og flyver til Tops. Draaberne falder i Styrt under den. Inde i Dybet skogrer en Fasanhane og basker op i et Træ. I et Kig mellem nogle Grene faar jeg Øje paa dens Hoved, som den strækker langt frem for at se. At gaa i en Granskov, naar Mørket sniger sig frem, og Skyggerne kryber over Vej og Sti ...
Og om Aftenen, naar alt er til Ro, sniger hun sig ofte ud og ned i Lindegangen, og hun mildner Armenes Smaasaar med den kølige Jord. Hun tager Jorden op med den flade Haand og spreder den paa sin Arm. Hun drager et Suk naar det linder. Den halve Nat vandrer hun rundt i Haven rundt, thi Søvnen vil ikke komme. Morgenklokkerne i Nørup finder hende vaagen og piner hendes syge Nerver.
Vi kan høre den skubbe sig bedre til Rette. Dejligt at leve. Dejligt at holde af dig. Vore Hænder finder hinanden, og vi glider sammen Favn i Favn. Jeg elsker dig, Lis. Det er hen under Aften. Jeg gaar i Granskoven. Foran mig sniger en smal Sti sig bort i Mørket. Ud over den hænger brede Grene tunge af Regn. Sagte lister jeg mig fremad.
Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at efterligne det falske Effektmiddel, som den paagjældende Skuespiller havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give Spørgsmaal og Svar med to forskjellige Stemmer, en høi fistelagtig, og en dyb Bugtalerrøst, idet hun samtidig vendte sig snart til den ene, snart til den anden Side: »Hvilke Art Følelser skulde jeg vælge? .... #Vrede?# denne hungrige Ulv æder sig for hurtig mæt! #Sorg?# denne Orm nager mig for langsomt! #Græmmelse?# denne Snog sniger sig for trægt! #Frygt?# Haabet tillader den ikke at gribe om sig .... Hvad? er Dødens Arsenal allerede udtømt?
Mulmet sniger sig frem fra Grøfternes Buske og Skovenes Gem. Vi dukker os for Blæsten og aser afsted. Sjask ... sjask bag os for hvert eneste Skridt. Henne paa en Grøftekant kalder Agerhønsene sammen. De sidder i Flok, og den gamle Hane render rundt med strittende Vinger og kagler.
Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige. Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive.