United States or Zambia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hun havde rejst sig op og lagt et Sjal om sine Skuldre. Stille traadte hun ud paa den snedækte Havetrappe. Tine fulgte hende. Foran dem laa Haven, hvid og tavs. Moderen stod længe med opadvendt Ansigt, stirrende op mod Stjernerne. -Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen? Moderen svarede ikke. Maaske havde hun ikke hørt det. -Ser De Venus, Tine? sagde hun saa. Og atter stod de tavse.

Og Otto Heinrich standsede midt i en Vise og rakte hende begge sine Hænder: -Mor, sagde han, hvem ser du paa? -Et Søskendepar! sagde de gamle Damer, og fem-seks Kapper trængtes sammen i Vinduet bag Blomsterpotterne naar Moder og Søn spaserede sammen langs de snedækte Gange i Haven. Som et Par Søskende saa de ud. Lidt ind i Januar var Løjtnant v. Waldecks Permission udløben, og han rejste.

Han lignede mere et elektriceret Lig end et levende Menneske. Undertiden oplever jeg i Drømme denne frygtelige Tid. Jeg ser det snedækte Land med sine gabende Afgrunde, sine jævnt skraanende Dale og knejsende Klipper.

Atter fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi jeg havde lært Emmy at kjende.

Ellen løste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedækte Grøft. -Følg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem Stammerne. ... Sneen slog op under Hovene Dyrene gled over Rødderne.

Jeg saá paa den blaa Himmel over vort Hoved, paa hvilken hvide Skyer fløj fremad for Vinden. Jeg saá hen over Dalen til den anden Side, hvor de snedækte Bjergtoppe viste sig. Jeg saá paa Klostrets Tinder og tilsidst paa den Flok sorte Skikkelser, der omgav os. Som i et Lynglimt syntes hele mit foregaaende Liv at stige frem for mine Øjne.

Blikstille laa det blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grønne Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de snævre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrænset af de snedækte Apenniner.

Se nu der«, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedækte Banker og den frosne Fjord: =»Vides, ut alta stet nive candidum Nøddebo, nec jam sustineant onus Silvæ laborantes, geluqve Flumina constiterint acuto .«= Hor. Od.