United States or Bulgaria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa sagde han: -De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvære. Ida blev rød og smilede dog, mens hun sagde hastigt: -Men vi kom ikke til Marselisborg. Og Knuth, der maaske blussede stærkere end hun, sagde: -Jo, vi kom der jo ofte fra Garnisonen.
Hendes Højhed underholdt sig med Hr. von Pöllnitz i sytten Minutter. -Nu havde Hr. von Pöllnitz jo overtaget Kong Filips Rolle?.... -Ja og Hr. von Pöllnitz bukkede ja, vi bliver alle gamle, Deres Højhed, sagde han. Hendes Højhed smilede: Ja, sagde hun, og stod et Øjeblik og saa' ud i Salen. -Ja det er sandt.
Maaske ...? Jeg er nu blevet noget mistænksom over for alle kategoriske Imperativer! ... Men nu vil jeg Fanden gale mig i Seng! Det er dog et Djævelens Snakketøj Du har! Havde jeg anet det, havde jeg ikke taget Dig! Nu skal jeg gaa, Isidor ... smilede hun Godnat! Godnat, lille! Vil hun saa ikke smage min Whisky? Nej, jeg vil ikke ... Jo, for Resten, saa falder jeg hurtigere i Søvn!
Dick og Fru Weldon smilede over det store Barns Lyksalighed og gratulerede ham godmodigt til hans Fund. Natten faldt nu paa med sin dybe Stilhed og Maanen hævede sig op over Skovens høje Træer, og sendte sit hvide Lys ud over Floden. Men pludselig afbrødes Stilheden af en fjærn Larm, en sugende Lyd, som af et arbejdende Pumpeværk.
"De holder meget af Hoff," sagde hun og saá ned. Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden! Hun holdt om hans Tindinger med begge Hænder. Saa gled der et pludseligt Glimt over Williams Ansigt, og de smilede begge. Han rejste sig halvt, stadig saá de paa hinanden, og brændende trykkede de de aandende Munde, Læbe mod Læbe....
Om Sommeren kom han en Gang imellem ned til sine Roser. Maria Carolina gik med ham og støttede ham. Han pylrede rundt mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn.... Han blev stadig svagere og svagere og saa tynd som en Stilk. Maria Carolina græd meget, da han døde. Aaret efter gik ogsaa Hendes Højhed Hertuginden bort.
Langt ude blev Skovene borte som i blaalige Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Gront. Og i Himlen var der ikke Bund. -Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg. Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de lob, lob, alle tre, Hojen rundt. -Ja her er det dejligste Land, raabte Tine, der loftede den fangede Herluf op i Armene.
Men mens de talte det var hende mest, han sad og lyttede hørte de bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand. Og naar han saa paa én Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt den længe mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For hun vidste, saadan var han, og hun havde vænnet sig dertil. Nu kunde hun slet ikke tænke sig det anderledes.
-Nej, Harriette, Harriette og Moderen sprang op, da Marschalinden kom ind i Spisestuen : er det Dig? Hun kyssede Marschalinden to Gange: -Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og førte Fru Harriette hen til Vinduet: -Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen. -Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.
"Ja, De kan nok blive Skuespiller," sagde William. "Tror De?" Aandeløst. "Det tror jeg vist, De kan " "Ja, det tror jeg egentlig osse selv," sagde han saa og smilede. William saá ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været saa blød i Stemning nogensinde før.
Dagens Ord