United States or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til at begynde ..." William støttede Armene paa Bordet. Hoff troede, han smilede af Glæde. Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe paa Scenen nedefra Klapren med Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge Op imod Fortæppet, I Orkestret stemte man Instrumenter.
Jæ sku' ka'ske heller vælte dig , Svup-Marie? spurgte den gamle og vendte sig om mod Pigen med stivdrukne, forbitrede Øjne. Men i næste Nu smilede han fjollet-henrykt over hele Ansigtet, klaskede de store, svedige Næver gemytligt sammen, tog et Par Dansetrin og stemmede ufortrødent i med sin uopslidelige klamme Nat ....
Og han havde set paa Fjældet, Himlen og Havet, der laa pyntede som til Fest, havde set paa hele Verden, der laa som en Brud og smilede og ventede, ventede paa ham, Brudgommen. Og han havde bredt Armene ud for at favne sit Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da laa der en Kvinde i hans Arme; intet Kongerige, ingen Verden, men en Kvinde.
-Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin Tallerken. Hun tav et Øjeblik, før hun sagde: -Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav. -Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge. Hun smilede et Øjeblik: -Hvor var der vidunderligt derhjemme. Hun tav igen.
Det temmelig stive Papir var krammet, uden at være lagt i egentlige Folder, buklet og krummet paa en underlig Maade. Du har vel pakket ind i det, bemærkede jeg bittert og holdt det hen imod hende. Hun svarede ikke, men smilede med et ganske sælsomt Smil, der klædte hende fortryllende, og som, samtidig med at det irriterede mig, gjorde mig dødelig forelsket.
Carruthers, hvis han ikke havde været Diplomat, vilde have bandet, men jeg tror, at den Slags Opdragelse sætter én i Stand til at lave sit Ansigt som man selv vil, saa han smilede elskværdigt og satte sig paa en Stol hos os. "Jeg gaar ikke min Vej, Bob," sagde han. "Jeg synes ikke, du er godt Selskab for Frøken Evangeline. Jeg er ansvarlig for hende, og jeg har i Sinde at passe paa hende."
Da Selskabet var saa lille, var Lord Robert og jeg nødt til at tale lidt sammen, og et Par Gange glemte jeg mig selv og var naturlig og smilede til ham. Han trak Øjenbrynene op paa den spørgende, rørende Maade, han har, og han saá saa indtagende ud det fik mig til igen at huske mit Løfte, og jeg vendte mig bort fra ham.
Madam Pander tog en Stol og satte sig foran ham. Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder. -Hvad er der, min Dreng lille Dreng hvad er der med min Dreng? Han knugede Hænderne fast og svarede ikke.
Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men Stephensen smilede der kunde unægtelig være noget Indtagende i hans Smil og pegede med Blyanten hen paa Minna. »Er det virkelig til hende, han vil tegne mig,« tænkte jeg, »det var et underligt Indfald, men i Grunden ganske kjønt.« Og jeg sad saa stille som en Mus, lyttende til Tonerne. Det ene Præludium fulgte efter det andet.
De mente alle, at skulde Kongen dø nu, stod meget paa Spil. "Gud forbyde det," sagde Præsten. Stella havde ophørt at konversere Damerne, hun sad lænet frem paa Stolen og lyttede ivrig. "Maaske trænger vi til en Krig," sagde hun. Lægen smilede. "Fruen gaar vel med i Ambulancen?" Saa drøftede man Chancerne for en Krig, Rektor talte med Begejstring om Aanden i otte og fyrre.
Dagens Ord