United States or Palestine ? Vote for the TOP Country of the Week !


Moderen sad paa det samme Sted. Paa Gulvet, med Hovedet mod hendes Knæ, laa den ældste Dreng, mens Lysene slukkedes, et efter et, og Sølvets Glans blev mat. -Moder, sagde han, nu dør Juletræet. -Ja, min Dreng, sagde Moderen, og hendes dejlige Haand faldt bort fra hans Haar, ned i hendes Skød: -Nu dør det. Tine kom tilbage. Endnu brændte de sidste Lys. -Bring ham i Seng, sagde Moderen.

Saaledes ved vi, at der paa Øen Lemnos har været en ejendommelig Ildkultus; en Gang om Aaret slukkedes al Ild paa Øen; i 9 Dage var man uden Ild, til man fik hentet ny fra Delos, rimeligvis fra Renselsesguden Apollons Helligdom. Eller Ilden kan blive uren ved et Dødsfald, eller ved at formastelige Fjender har været i dens Nærhed.

Først slukkedes al Ild i Gaarden, og ny Ild frembragtes ved Gnidning. Hermed tændtes et Baal i en Hulvej, hvor Kreaturerne blev drevet forbi, hvorefter hver Mand tog en Brand hjem med sig for dermed at tænde ny Ild paa sin egen Arne. =Hephaistos som Smededværg.=

Saa slukkedes Frantz's Ansigt brat, Trækkene slappedes og ligesom døde: Det er ingenting, lille Karen, sagde han ingen Verdens Ting! Men straks efter sprang der saa igen en Smilemuskel frem, og saa nok en og en til ... og snart lyste han paa ny af den samme hemmelighedsfulde og kildrende indre Heiterkeit. Selv naar han sov, bevarede hans Ansigt som Regel et vist overstadigt Udtryk.

Men langsomt slukkedes denne en Tid lang blussende Attraa, som døde uden at være tilfredsstillet. Hvad der i hendes Sjæl traadte frem, var en tom Blasérthed; hendes Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig støde mod Væggene i Formernes Bur, og den var gaaet til Ro og døsede.

I de smaa Lamper blussede Vægerne som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes. -De har holdt op at synge, hviskede Ida. Der var stille lidt, som var de alle trætte, og rundt om var Cigaretternes Smaalys gaaet ud. -Saa var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Frøken Koch og hun begyndte at tænde Lysene igen.

Og de lo begge to, mens de saa' de sorte Lakbogstaver: HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE. til Svovlstikken slukkedes. Berg gik ind for at hilse paa Redaktøren, der sad ved sit Skrivebord, i Selskabsdragt med Æreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte hinanden Haanden.

Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet støttet i sine Hænder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hørte ikke Fløidørene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem Salene. Tilsidst var alting ganske tyst. Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der lød høit og oprømt. Hun satte sig overende i ét Sæt med Hænderne foldede i sit Skød.