United States or Senegal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun slog med smaa Kast Viften ind mod sin Hage og sad og saá tankefuld ud. Lidt efter lidt faldt ogsaa William i Tanker. Han blev næsten forskrækket, da hun talte: "Det er saa besynderligt," sagde hun. "Hvilket?" Hun svarede ikke, sad og legede tankeløst med Kvasterne. "Naar De blot ikke vilde være Skuespiller," sagde hun saa. Det var et højttænkt Brudstykke af en Tankegang ...
Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte ham næppe igen. Der var kommet en Ro over ham, en Beherskelse, som slog dem. Han saá rask ud, holdt sig rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget over hans Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve blev friskere. Han tog private Timer i Gymnastik, han trallede fra Morgen til Aften.
-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde han ryste Stedets Støv af sine Saaler: -Prosit Deres København, sagde han og slog Jerndøren i, saa det rungede. Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk »Berceuse«. Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa »Bladet«, sagde han. Han vilde forsøge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt.
Frøken Theodora tog Fordøjelsen som en fornærmelse. Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede Gabet og drev det til en Hvislen. Frøken Theodora kaldte den sin Kæleunge og gemte den inde paa Brystet. Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frøkenens Knæ. Nussedyr, sagde Frøken Theodora. -Kom, sagde Katinka, det er ækelt. Hun havde taget Huus' Arm i Væmmelsen.
Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og bevæget ved Synet af denne »Dame«, der græd. Saadan sad de længe, mens der ikke blev vekslet et Ord. Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og hun kunde ikke tale. Herluf bukkede kun tavs som hun.
Hun slog Hænderne lidenskabeligt sammen. "Forkølet!!! De kender ikke Robert! Han har aldrig i sit Liv været forkølet," sagde hun. "Aa, han er det kæreste, kæreste Væsen i Verden. Han faar mig til at tro paa alt, hvad der er godt og hæderligt.
William saá op, lige ind i Lægens graa Øjne: "Hvor lang Frist vilde det kunne gi'e?" spurgte han. Lægen modstod ikke det Blik, han saá ned og sagde tøvende: "De véd godt, Høg, at Lægerne kun kan antage." Han slog med Stokken lidt Støv af sine Benklæder. "Og hvorlænge antager De," spurgte William igen, ejendommelig fast.
-Godnat, sagde saa Berg og gik videre. -Godnat. Tine gik ind. I Kokkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smorret i Kanderne og samlede Brodet til "Tonden" og lagde Osten i Klaede. For oppe maatte hun blive oppe og gaa omkring. Saa kom hun i Tanker om Tojet, der skulde i Blod ved Daggry. Hun maatte vaekke Sofie og give hende endnu en Besked.
Naar jeg tænkte paa mit Hastværk, mine Fald, paa hele min fortvivlede Flugt gennem Mørke, Storm og Slud, og at det altsammen skulde ende saaledes, syntes det hele mig saa forrykt, at min Fortvivlelse pludselig slog over i Lystighed. Jeg kastede mig ned mellem Buskene og lo, lo, lo, indtil mine Sider var helt ømme. Derefter svøbte jeg mig ind i min Kappe og overvejede, hvad der nu var at gøre.
Han slog et Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række Gipsstykker op dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj. Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede Drengebarn var det tyndeste Pap.
Dagens Ord