United States or Côte d'Ivoire ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jo-o, du er, Frøken Jansen! for du sukker altid saa forfærdeligt, naar du taler om ham. Kaninen lagde en Haand over den lilles Mund og rødmede. Rejs dig op! sagde hun. Der sejler saadan en nydelig Baad ude paa Søen! Det er ingen ; det er en Fjord! Skynd dig nu lidt! Ellers bliver den borte bag ved Dæmningen! Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette. Jeg ligger saa godt!

Pigerne ... Naa, jeg troede, det var Elev Jakobsen ... eller en af dine Handelsrejsende, Du havde det fra. Nu var det Frederikkes Tur at rødme ... Jeg fryser ... sagde Frøken Sofie og skudrede sig Jeg synes, her er koldt ... Frøken Anna var atter begyndt at vugge sit Hoved frem og tilbage. Ingen talte mere ... Saaledes sad de fire Søstre og ventede paa deres Forældre.

Vorherre ska' nok vidde aa ramme ! sagde Stine Napoleon til Put-Amalie, da de nogle Timer senere skravlede af Sted sammen ad Næsgaardene til. Og det er di Store ! tilføjede hun haanligt som ska' gi' vos Essempel! Hi, hi! gnækkede Amalie og skudrede sig i Nattekulden Det er sgu fra den Kant, a' Møjet kommer! Nu ser vi dit Ben! Jerslev pr. Rødsten.

Rottbøl laa allerede nede under sin Dyne: Man saa ikke andet af hende end hendes spillende Øjne og Nattørklædets smaa Horn: Drausenbeimir ...! hviskede hun og skudrede sig velbehageligt til Rette Drau rau sausenbeimir! Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen vredt. Og Lurvadt humpede paa sit omvundne Ben hen til Kommoden og slukkede Lampen.

Han løftede bare Piskeskaftet op til Hatteskyggen. Saa kørte man igen en Stund af Sted i Tavshed. Slotstaarnets Spir begyndte at titte frem over Skoven forude. Og af og til, naar Vinden bevægede Træerne, saas et Blink af en solbeskinnet hvid Mur. Jeg laa Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen pludselig og skudrede sig. Ja, man sover aldrig godt om Bord.

Lidt efter dukkede ogsaa Vaabendrager Petersen frem som skudt op af Jorden. Og de tre Drenge gav sig til at lege Dyrskue ... Fru Rositta tog Plads paa Bænken imellem Svigerforældrene. Hun stak sine Arme ind under deres og skudrede sig hyggelig til Rette: Det er dejligt med den Sol, vi har i Sommer, sagde hun Ikkesandt, Bedstefar? Det er noget for os to Gamle?

Da de kørte forbi Bænken foran »Asylet«, skævede Jomfru Helmer om for at se, om de Gamle vilde rejse sig og hilse. Men de var forsvundet. Bænken stod tom. Saa skudrede hun sig magelig til Rette i den bløde Landauer: Nu var der kun Fornøjelserne tilbage! Ogsaa Nils Uldahl lænede sig lettet mod Vognens Hynder: Nu skal vi rigtig ud at more os, lille Mathilde!