United States or Japan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han sprang øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød. »Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken.
Og tænker du paa at hævne dig, saa skal jeg sige dig een Ting: Den Dag er ikke fjern, da baade du og jeg skal staa nøgne for Menighedens Aasyn! Han slap Taget i hendes Arm og stødte hende haardt fra sig hen mod Døren. Og Stine skyndte sig ud gennem den med Skrækken stirrende frem af sine vidtaabne Øjne.
Koldsveden sprak ud af ham, Draaberne faldt fra Haar til Haar paa hans Bryst, Skrækken slog sig løs i Maven paa ham, saa han paa Stedet maatte føje Naturen. Og Tiden krøb frem, det blev mørkere og mørkere. Stilheden tiltog. Alt forandredes umærkeligt og uigenkaldeligt som for én, der dør. Luften størknede ved den mindste Lyd.
Han søgte at knappe Skjorten, men hans Hænder rystede, og han havde intet Herredømme over dem. "Det maa være Champagnen," sagde han og sagde paa fransk et b for p'et. William stod som fastnaglet, hans løftede Arme faldt slapt ned, mens hans Tænder klaprede imod hinanden, og han mærkede, hvordan Tankerne gled fra ham i Skrækken.
Men foruden Skrækken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte fra mit Saar, havde jeg en Følelse af Modbydelighed, som naar et eller andet væmmeligt Kryb angriber En. Jeg klemte Slyngelen med begge mine Hænder, og idet jeg slyngede ham ned i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge Støvler.
Natten var bælgmørk. Græsset skiltes ad; lige foran mig saa jeg to blanke Øjne rettet imod mig. Jeg vilde raabe om Hjælp. Dyret springer imod mig . Skrækken lammer mig . Dingo! Er det muligt? Ja, det er virkelig Dingo, som slikker min Haand, logrer og viser alle Tegn paa Glæde ved Gensynet. Hvorledes har dog det kloge, kære Dyr kunnet finde mig? Min eneste, trofaste Ven!
Taarerne stormede ham ud af Øjnene, og han hulkede og klagede som et Menneske, der er blevet frelst fra en overhængende Ulykke, men endnu ikke ret er kommet til sig selv efter Skrækken. Og Minka laa bleg og stille og gav sig hen under hans Kærtegns Styrke. Af og til gik der en vellystig Gysen igennem hende, og da smilede hun og bad: Mere! Mere! ... Og han kyssede hende igen og igen og igen ...
Om der nu blot var en lille Fejl i de Beregninger, Opfindelsen hvilede paa, saa vilde den maaske helt styrte sammen. En saadan lille Fejl var det, han selv stadig havde bævet for, da han forberedte sig til Eksamen, og Skrækken sad ham endnu i Blodet. Den lille Fejl den lille Fejl!