United States or Mali ? Vote for the TOP Country of the Week !
De er overordentlig muntre, fordi Munterhed er en kristelig Dyd, ikke fordi de strømmer over af Glæde eller af den dejlige Følelse af at leve og ikke bryde sig videre om, hvad der sker, som er saa henrivende, og som jeg faar, naar Vejret er smukt. Alt, hvad de gør, har en Grund eller indeholder en Moral.
Her kommer rimeligvis en Hoben gode Mennesker, der vil bevise den salig Afdøde den sidste Ære ... han var jo almindelig afholdt. Men De kan jo tage den Hjælp, De tiltrænger; knibes skal der ikke, forstaar De ... Er der nogen bestemt Præst, min Onkel har ønsket sig? Pompadour stod rolig og uanfægtet og hørte paa Nils Uldahls lange Tale.
Han slap Stolen, han havde støttet sig til, gik et Par Skridt frem mod Professoren, som havde sat sig foran Skrivebordet. "Nu skal jeg skrive til Etatsraaden," sagde han. Han talte ikke mere, skrev nogle Linier, forseglede Brevet: "Jeg tænker, De saa kommer til at prøve om otte Dage."
Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag: "Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I ler, ler alle for jeg er gal, gal gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen. Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde Hjælp.
De dansede tungt over Vejen og klappede i Hænderne. Eller de sang med grove, usikkert-drævende Stemmer: Der er et yndigt Land ... Og naar de saa blev trætte, lagde de sig ned paa Jorden, klæbede deres Legemer som døde Klumper til Skovbunden og indsugede den ramme, vejrede Lugt af Jord og af vissent Løv. Andre havde slaaet sig ned ved Bordene udenfor Sommerhotellet.
"Nej, vi skal hverken ha'e Østers om Vinteren eller Kærlighed om Sommeren ... Pas paa Deres Øjne, Iversen, De spilder dem paa Dugen ... Birgermand, Du skal vist udenfor ..." Birger stønnede saare. Og han rejste sig vaklende og gik ud. Fru Ellis var denne Aften ganske ellevild. Hun udbragte Skaaler og uddelte smaa, behændige Naalestik til hver især.
Da han kom hjem, kunde han ikke sove, han gik op og ned ad Gulvet, frem og tilbage, Saa satte han sig ved Bordet og rodede i nogle gamle Stilebøger. Han rev nogle hvide Blade ud og begyndte at skrive. En Gang imellem rejste han sig, gik op og ned, satte sig igen, alle Bevægelser underlig mekaniske, søvngængermæssige. Og naar han gik, bevægede han Læberne sagte.
Det var en Tyrefægtning i det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at plage Dyrene . Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske, pleiede man først at more sig paa den omtalte Maade.
-Lad os gaa lidt, sagde Katinka. De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var døet hen. Katinka satte sig: Sæt Dem, sagde hun. Man bli'r saa træt. Der var saa stille i Skoven. Kun et Par løsrevne Toner kom nu og da henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden. -Hvor er hun nu? spurgte Katinka med ét. Hun sad og saa' ned for sig. -Hun? -Ja Deres Forlovede....
De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved Sofabordet, lidt ud paa Gulvet de vilde aldrig sidde i Sofaen i Skovridergaarden, der skulde Fru Berg blive mens Tine blev ved at gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde anlagt "Torklaedet" imidlertid.
Dagens Ord