United States or Mauritania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu har en af vore Mæcener været ukritisk nok til at gaa hen og forelske sig i det. De taler lidt for beskedent om Deres Kunst, til at man ret kan fæste Lid til Deres Beskedenhed, især da der vel ingen Grund er til den. Det sidste tilføiede jeg, fordi Minna sendte mig et bebreidende Blik, som om hun frygtede for, at Samtalen skulde antage en spydig og personlig Charakter.
Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond. Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er det Synd. Og nu, I rige! græder og jamrer over de Ulykker, som komme over eder. Eders Rigdom er rådnet, og eders Klæder er mølædte; eders Guld og Sølv er rustet op, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I have samlet Skatte i de sidste Dage.
Sognepræsten fulgte ham med Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet. Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal jeg tro?« Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale. »Hr.
De forstod, at Frelsen skulde komme fra dem selv, om ellers Heldet vilde følge dem og de magtede at gribe og nytte Øjeblikket. Men det saa' broget ud for dem, de følte sig paa den sidste Rejse. Det blev mørkt.
I de sidste 30 Aar ere saadanne Møder ogsaa stadig blevne talrigere, Møder af Jurister og Statsøkonomer, af Naturforskere og Læger, af Filologer og Skolemænd, Lærere og Lærerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v. I Filologmøderne var jeg selvfølgelig en ivrig Deltager, for saa vidt som det var mig muligt at indfinde mig der.
Det var ikke sundt for Carl saaledes evig at falde sammen, sidde og drømme Tiden væk og stirre paa det tomme Rum, saadan, som han altid gjorde i den sidste Tid, det var sygeligt ... trættende at se paa. Og hvorom drømte han saa? Om hvad? Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis sidde taus, med Hagen støttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over Lindene.
Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han lagde sin højre Hånd på mig og sagde: Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler. Skriv derfor, hvad du så, både det, som er, og det, som skal ske herefter.
De svarer fra Kirke til Kirke. Ovre paa Vejen kommer en Kvindeskikkelse til Syne. Hun skyder en Hjulbør foran sig. Tungt aser hun sig fremad. Midt paa en Bakketop standser hun, retter sig i Vejret og ser sig omkring, Vinden blæser hendes Kjole ind mellem Benene og river Sjalet fra hendes Skuldre. Det sidste Bedeslag forstummer. Langeligt hyler Blæsten.
Klokken slog tolv, saa skulde Ceremonien gaa for sig; Formanden vilde allerede ringe med Klokken, da kjørte Wolffs Wienervogn for i Galop, Wolff styrtede ind i Salen og raabte aandeløst: »Der skal ikke ringes, Meier skal ikke paa Fallentstolen.« Han havde i sidste Øieblik sikkert efter en haard Kamp besluttet sig til at forstrække Rivalen med det Nødvendige for at afværge denne Skam for den jødiske Menighed; og de to gamle Mænd græd i hinandens Arme.
Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i sit Kammer. Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for svimmel.
Dagens Ord