United States or Malta ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men naar de efter disse Maaltider kom op paa deres Værelser og Faderen lagde sig til at sove paa sin Seng, kunde William ofte falde fuldstændig sammen efter den frygtelige Anstrengelse, og, stum og følesløs for alt, tilbringe Timer i en tom Opgivelse, hvor hans Hjerne havde ophørt at arbejde, og hvor han græd af Slaphed uden at vide det.
Poplerne langs Alléen fik gule Blade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft. Moderen frøs sammen: -Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá ud over Plænerne: -Ja, sagde hun, vi er langt henne. Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rørte sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde: -Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden.
De meget høje Stauder maa som Regel kun anvendes i Yderkanten, og det vil maaske oftest være smukkest, om en saadan lille Have i Midten forsynedes med et Bassin til Vandplanter eller at Gangene løb sammen i et Brændpunkt, der markeredes med en Figur, en Solskive, eller lignende.
Og han tog hende i sine stærke Arme. Og de glemte alle Stridigheder ... Men atter og atter brød Længselen efter tidligere Tiders frie og ubundne Liv op i hende: Palle, kunde hun bede og krybe indsmigrende sammen paa hans Skød lille Palledreng, hør nu paa mig og sig Ja? ... Lad os sælge hele Kramkisten her, lave os et første Klasses Circus og rejse Verden rundt? »Mona Lisa« er endnu ikke glemt.
Provsten havde taenkt, der kom vel en Del Embedsbrodre sammen og var saa ogsaa taget herhen. Ojeblikket var vigtigt og det var godt at have Rede paa Stemningen for at retlede efter Evne. Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan. Hans Hojaervaerdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis. Men saa gik han ind, hvor alle Praester modtog ham i Taushed.
Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer. Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og gemte sig i Mørket for at græde. Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.
Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde føre, og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste utænkelig, fremskyllende Haabløshed. Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og Marie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind i Stuerne ind. Det var hende, som Huus maatte være derinde og vente.
Nu kommer Palle straks, Onkel Nils ... sagde Fru Mona, medens hun ilfærdig iførte sig de nødvendigste Klædningsstykker. Men Onkel Nils gav intet Svar ... Lidt efter steg Palles Hoved op over Vindueskarmen: Mona ...? hviskede han Mona ...? Ja ... Nu sover de, den Undegaleme! Hvem? Nils og Hesten! Nej da! Jo, se ... Og han pegede paa Statuen, der træt og udaset var sunken sammen.
Til en Begyndelse var det ikke saa let at lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig Himmel, Solskin, og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink. Naa, ja saa maatte vi se Tiden an!
Og inden i ham stred det, kæmpede det, hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem: i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende, som flygtede og veg fra ham Men han vidste, han kunde ikke gribe det