United States or Costa Rica ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Nu har de købt "Bakken", sagde Karl. -Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Øjnene. -Ja. De begyndte at synge igen. -Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte. -Ja, sagde Karl. De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hørte knapt Ordene: -Vi skulde haft den. Ida rørte sig ikke.
"Til at begynde med hvad fik Dem pludselig til at blive anderledes paa Tryland efter den første Eftermiddag, og hvad er det saa, De er ulykkelig over nu?" "Jeg kan ikke sige Dem nogen af Delene," sagde jeg meget sagte. Jeg haabede, at den tarvelige Bedstemoder ikke vilde føre mig saa vidt, at jeg handlede lumpent imod Lady Ver.
Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Haar ... Han sukkede og hviskede sagte sukkede igen og græd.
»Men vi kan dandse ganske sagte Frederik, dands Du med Emmy, saa dandser jeg med Andrea Margrethe Christopher, Du kan synge: »Ach du lieber Augustin« for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det kan Ingen høre.«
Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?«
Og atter laa de to Gamle uden at røre sig søvnløse i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rørene sagte sukkede. Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt et Brev paa sit Bord. Udskriften var Gersters Haand, skønt den var saa flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv var skrevet ulæseligere endnu. Der stod: Kære H.
Margrete viste lidt af sin Atlaskessko frem under Kjolen. "Hvad han skriver, er dog virkelig smukt." "Maaske ..." "Blomstertur Damen to Herrer Damen to Herrer." De sad lidt, Williams Haand hvilede paa Sofabetrækket ved hendes Slæb, Margrete lagde sagte sin Vifte ned paa den. Han fo'r sammen ved Berøringen med det kolde Skaft og saá paa hende. "Er De vred?" spurgte hun.
Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for den Elskede paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes, paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede sig, naar han kyssede hendes Haand. Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens hun lukkede Øjnene. Men Stykket gik videre.
De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mér nu, sagde han; Erhard holdt ham ikke tilbage. -Saa sér jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans Ansigt før jeg rejser. -Farvel du, hviskede Herluf. -Farvel og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte. -Ja naturligvis jeg skriver, sagde Herluf. -Ja Tak. De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.
Alle de forvirret blandede Lyde: Sangen her og Hornmusikken fra Orkestret mellem Træerne, den bestandige Summen af Menneskestemmer, Lyden af Vognene, der kom rullende over Stenbroen udenfor Kroen, af Aarerne, der plaskede i Vandet, af Sommervinden, der susede sagte i de høje Træers Kroner alt det lod han risle gennem sine Nerver.
Dagens Ord