United States or Bahamas ? Vote for the TOP Country of the Week !
Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han læste ikke. Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Næse. -Nej, sagde han, dybt betænksomt eller undrende: Man kender s'gu alligevel ikke Fruentimmerne.... Og han blev ved at ligge og smile til Røgen af sin Cigaret. ... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen.
Og Ida rystede paa sit Hoved og sagde i samme Tone: -Nej, ikke nu.... Hun tav et Øjeblik: -For saa kan man sidde og huske alting, sagde hun. Der var stille igen, saa meget som et Nu, før Karl gik over til hende. -Gaar Du saa? hviskede han. Hun rejste sig og han hørte Døren til sit Værelse sagte aabnes og lukkes. -Har Du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue. -Ja, hviskede hun.
-Hva' ... Karlsen saa paa mig og trak mig ind paa Kontoret. -Karlsen, sagde jeg, hvor er Fa'er? Karlsen svarede ikke. Han vred de foldede Hænder og svarede ikke. -Karlsen hvor er han? Er Fader død? Jeg sagde det sagte, uden Lyd. Naar? Og i samme Nu greb jeg Karlsen i Skulderen: Karlsen, Pengene er der noget falsk.... Og Karlsen kastede sig ned foran Fa'ers Pult og hulkede fortvivlet.
Det lille Springvand ovre i det andet Hjørne plaskede ganske sagte. "Dette er Hytten," sagde hun. "Jeg havde ogsaa en Hytte hjemme, med røde Gardiner, oppe paa Loftet," sagde han for dog at sige noget, han frygtede instinktmæssig Tavsheden. Hun svarede ikke. Hun havde plukket en Heliotrop, og han saá hende i Skumringen holde Blomsten ind i Munden, mens hun aandede stærkt.
-Overlægen er her, sagde hun sagte til Portøren, og de fire Patienter, der havde hørt det, gik sky ind og satte sig paa Taburetterne foran Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre. Ida stod foran Kakkelovnen, da Døren til "A" gik op.
Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og kyssede hende paa Kinden .... Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere og skjulte næsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende Bevægelse.
"Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive "lykkelige", og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det." De drejede ned i Søgangen. Frøken Falk nynnede sagte, William var besynderlig betaget. Han havde paa én Gang saameget at sige naar han blot vidste hvordan. Saa satte han lige med ét i et Spring ind paa at tale om sin Moder.
-Ja Tak. Den Saarede slog de matte Ojne op: Men til de andre, sagde han ganske sagte. -Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Ojnene. Hun lagde ham ned igen og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skaenkede hun og rakte dem Vand, en efter en.
William bøjede sig længere ud. "Ikke endnu," sagde han. "Heller ikke ved Adelgade?" spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gaa til Vinduet, drejede af ved Sybordet. "Det er bedst, vi spiser," sagde hun. Men ingen gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var helt dækkede af en rund, rød Plet. "Fader er vist paa Raadhuset," sagde Nina sagte. Stella nikkede, Gadedøren gik.
William blev bleg, førte Haanden op mod Brystet og sagde meget sagte: "Hvorfor kan De ikke tro paa det?" "Det er saa besynderligt," sagde hun. Han sad ligbleg og stirrede paa hende med aandsfraværende Udtryk i Ansigtet, og i en pludselig, ubestemt Angst greb hun ham i Armen: "Gør det Dem saa ondt?" spurgte hun. William rev sig løs: "Ondt nok," sagde han.
Dagens Ord