United States or Dominica ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Tys, tys, jeg har Ingenting sagt«, sagde Præsten. »Ti bare stille, ellers faaer jeg Skjænd hele Dagen imorgen af Andrea Margrethe.« For at afbryde denne Samtale kaldte Andrea Margrethe paa Pigen og bad hende tage Thetøjet bort. Saa sadde vi atter ledige paa Torvet. Præsten holdt ikke af Kortspil, saa denne Tidsfordriv kunde vi ikke tye til.
Da vi atter vare komne tilbage til Præstegaarden og sadde om Kaffebordet, sagde Præsten til mig: »Har De nu hørt vel efter min Prædiken, Nicolai?« »Jo jeg har.« »Hvad synes De saa om den?« »Godt«, svarede jeg, for Andet kunde jeg da ikke vel sige. »Saa lad mig ogsaa see, at De handler efter den, thi vi skulle ikke alene være Ordets Hørere, men ogsaa dets Gjørere.
Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse snart faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som ledede den.
Gamle var ikke fornøiet med den Slutning, men Aanden var vegen fra ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor den blev staaende. En lille Stund sadde vi atter stille, derpaa sagde Præsten: »Skriv Nicolai: »Dog mange Lyder »Besidder Han , »Og snart hans Dyder »Man tælle kan: »Sort er hans Øje, »Og sort hans Sjæl; »Vi maae ham kalde »En Laban fæl.«
Før var det dem, der havde de høieste Kort og sadde i Forhaanden, nu var det mig, der sad inde med Hjerter Es og kunde dreie Spillet, som jeg vilde. Hun var naturligvis min Borddame. Ved et andet Bord lidt fra os saae jeg, at Gamle og Corpus Juris sadde, den første havde faaet Emmy, den anden Andrea Margrethe til Bords.
Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem.
Da Lysene omsider var nærved at brænde ud, bleve de slukkede, og Juletræet flyttet til Side. Da vi dernæst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare borttagne, og Præsten havde faaet sin Aftenpibe tændt, saa sadde vi atter omkring det runde Bord, og Samtalen løb let og muntert mellem os som sædvanlig.
En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny: »Naar jeg staaer oppe paa denne Høi, føler jeg mig tilmode, som de gamle Konger maa have følt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og Alt, hvad jeg elsker og har kjært, finder jeg dernede.« »Og Mere begjærer De ikke?« spurgte jeg. »Nei.«
Ved min Indtrædelse i Dagligstuen fandt jeg Corpus Juris og Gamle i en heftig Disput; Emmy og Andrea Margrethe sadde som tavse Tilhørere. Striden dreiede sig om de danske Studenter og Tonen mellem disse. Begge to vare de enige i, at Studenterlivet ingenlunde var, hvad det burde og kunde være, men i at forklare Aarsagen til dette Phænomen vare de højst uenige.
Da vi om Eftermiddagen sadde samlede i Dagligstuen: Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe hver sysselsat med et Haandarbejde, og Gamle, Corpus Juris og jeg sad og saae derpaa, traadte Præsten ind og indbød mig til et Parti Schach. Jeg modtog Tilbudet, men i mit stille Sind opkastede jeg det Spørgsmaal, hvorfor Præsten ikke ligesaa gjerne kunde have indbudt Corpus Juris til at spille Schach.
Dagens Ord