United States or French Southern Territories ? Vote for the TOP Country of the Week !


Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og brummede: »Ach du lieber Augustin« paa en ren feil Melodi. »Du synger falsk, Christopher«, raabte jeg, og nu begyndte Andrea Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter lidt høiere og høiere: Ach du lieber Augustin, Alles ist væk, væk, væk!

-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham hendes runde Arm laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen. Men Bolling blev ved han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos Bolling om Eftermiddagene nu. -Ja, Tine har Kraefter, sagde han hun naesten loftede ham op ad Skoletrappen : hun har Kraefter.

-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke mere. -Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng. ... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret. Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.

Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys braendte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rent galt, nu efter Nytaar. Nu stod Korehestene da ikke stille en Dag i Stalden. Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhojt, hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saa paa Traeet.

"Slip mig slip mig!" sagde hun og stødte ham fra sig. "Slip mig." William besindede sig og saá sig om. De sad meget tavse og lykkelige. En Gang imellem mødtes deres Blik, hvilede længe i hinandens. Saa lo de, kort, uden Grund, og Williams Haand søgte hendes med et Tryk. Margrete havde rejst sig i Sædet og lænede Hovedet til Nichens Væg.

Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og smilede fjottet. Fru Simonin bar en Formue i Brillanter.

Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen Kunder i Butiken, og de tre Frøkener færdedes ørkesløse i det udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge to tavse i det mørke Kontor. -Ja. Frøken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret er der fuldt. -Ja, sagde Frøken Hansen.

Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte: -Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør, naar de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad her op paa Bordet i sin hvide Kjole lige til det blev Dag ... den lyse Dag....

Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, før hun læste: Og daglig mer og mer Diones Sind Sig slutter til hun drømmende kun leved; Det evigt nyt Erindrings Billed væved, Men Livets Indtryk lukked ej det ind. Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind, Og saá i Luften ud, hvor Skyen svæved, Af Vinden ført, saa tung og mørk forbi: Et Spejl af hendes Sjæls Melankoli. Dog, hvad er Ord fornødne?

Det var altsammen som gennem et Slør, i Drømme. Hun stod op den næste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar. Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude i Køkkenet for at hjælpe Marie Pige. Vinduer og Døre stod aabne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at ringe.