United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken, der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens Takt. -Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det? Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa.

-Naar En aldrig tør si', hva' En køber ... Og En ska' indbild' Fruen, at man faar alt til givendes.... Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen: -Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker. Ida laaste Døren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden ... det var dem, der kom fra Theatret.

Der sad de af Gæsterne og Bygdens Folk, der havde overvundet Nattens Kalas, og spiste og drak i al Stilfærdighed omkring de lange, hvidskurede Træborde, der bugnede af Skærpekød og kold Lammesteg. Og Skafferne gik omkring og nødte Folk og skænkede Brændevin af Trepægleflasker, paa hvilke der stod Hvidtøl og Gammelvin. Endelig kom Præsten.

Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige, men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der lige vil til at tale, og fandt ikke noget.

Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en tarvelig Opdigtelse. »Ja, ja, men hvis #De# nu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde der saa være sketspurgte Fortælleren. »Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste sandsynlige: Signalementet var meldt mig.

Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Grønsværet; og rundt omkring hende lagde de sig alle. -Nu skal Hundestejlerne have Mad, sagde Moderen. Og alle smed de Krummer ud i Dammen, hvor Hundestejlerne gled, vævre i Solens Skin. De tre Gamle sad i Lysthuset. Madam Jespersen havde i Stilhed befølt Gaverne. Tine bød Vin om, og Glassene stod i Græsset rundt om Dammens Kant.

Tak for Mad, min Pige. Hr. von Pøllnitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hænderne paa sine Laar. Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Menneskehedens Flertal har Hjerne. Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede. Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene. Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.

Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabastkrukke med Salve; og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.

Ich hab' ein Bandelthier im Leib." Frøken von Salzen sad noget stiv under Strudsfjerene: saadanne Viser kjendtes ikke i Weimar. "Und trink ich Wein, und trink ich Bier Den Genuss hat stets das Bandelthier!" De gamle Stiftsdamer saa ned i deres Skjød. Priorinden var saa lykkelig. Hun sad, fin og lille, og sagde ikke meget, men hørte kun og saa paa sin store Søn.

Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skræk. Ofte, naar de sad sammen i Theatret, følte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende. -Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand. Men altid forskrækkede hun ham paany.