United States or Palau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grændse. Hans Hovedstyrke er at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den næste Aften, det næste Øjeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af det samme Publikums Øjne.
Jeg havde ganske den samme Følelse som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit brækkede Ben og saa Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom jeg blev opdaget, vilde jeg øjeblikkelig blive skudt som forklædt Spion.
Undertiden, naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, betragtede hun mig forskende, som om hun tænkte: »Hvad er nu det for en Fyr, Minna dèr har faaet fat i?« naar jeg da saae paa hende, foer hun i Hast med Glasset op til Læberne og spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad det sorte Shawl, paa hvilket man saae, at det var blevet farvet.
Axel fortalte villigt om Krigen i Sverig, om Slaget ved Bogesund og Kongens Sejr, om Tiveden og den svenske Sne . . . han blev opstemt af Fortæringen og priste Krigens Rædsler. Af og til kremtede Otte Iversen, den Slags ubevidste Vanekremten, som Folk kan lægge sig til. Han knipsede til Faklen, naar den brændte daarligt. Der blev en Pavse. Axel spiste dygtigt. Saa ser han pludselig op.
Og Stenblokkene stod mørke og alvorlige ret op og ned i den hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne havde set paa hende inde i Dansestuen. Men saa var der andre af dem, der stod paa skraa, som holdt de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom Mændene. De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over Fjældet. Han talte, og hun sad og stirrede frem for sig, men hun saa intet, hørte intet.
»Ja det har vi ikke lært Dem endnu: det er =grand tourné=«, sagde jeg. »Seer De, naar En har de sorte Esser, saa kan han lægge dem frem og spille =grand tourné=, hvilket er ganske som =tourné=, kun at Vindingen er noget større. Men om De kan, handler De bedre i at spille Solo, thi =grand tourné= er et farligt Spil.«
Jeg sad og lurede. »Hvad er #den# af,« tænkte jeg. »Har han Konen med ombord, det var da slemt ... For det skulde da vel aldrig være ...« »Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't you hear! Mary!« Han gik hen og aabnede Døren til Kammeret, ramlede derind over Dørtrinet og hviskede: »Mary! Miss! ... Ma-ri-e!« sagde han saa pludselig, da det ikke hjalp med Mary eller Miss. »Naada!« tænkte jeg.
Saa kunde jeg en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden, saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen ud, og den unge Pige fulgte bagefter.
I holder jo Stævnemøder med hverandre! Hva' Fanden, naar du ikke bryder dig om ham, saa lad ham sejle sin egen Sø! ... Den Dreng! Og han blev mere og mere ophidset.
"I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde han. Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage naa, saa bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?" Saa læste William sit Enaktsstykke højt. Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det til sig. "Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.