United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Frue, Damen der, med Bønnebogen og de store Øine hun var kendt som den skønneste Kvinde i Landet. Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke sandt. -Dig hvem det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de hvide Fingre og hans Datters Øine løftede fra Bogen.
-Ja, sagde Ida og fik næsten Taarer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan hun var kommen i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig lige fra da hun sad derinde hos Fru Lund. Emilie laa og saá ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knuste Kirsebær: -Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skørtet.
Deres Overilelse betalte de dyrt ... Men man tænke sig bare, at de trods Mørket var slupne heldigt i Land og til deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige Ø og saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste Forsamlingshus og var traadte derind, drivende vaade og yderst forkomne men dog i Live alle
Præsten kom ind fra Køkkenet og bragte sin Gæst endnu en Beklædningsgenstand til Værn mod Nattekulden det uundgaaelige strikkede Klitbotørklæde til Halsen, flere Alen langt og saa bredt som et velvoksent Mavebælte.
Johannes undrede sig over, hvor let Fisken pludselig var bleven; man kunde fristes til at tro, at den var gaaet igen. Men saa strammedes Snøren pludselig og blev saa tung, som bar den et Klippestykke. "Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas, medens han lænede sig forover og strakte Haanden frem og ligesom greb i Luften med den. "Vær endelig forsigtig."
Onkelen satte igen Staven haardt i Gulvet: Naa saadan! ... Hør, min Pige, tag nu Du og Ungerne Tøjet paa og kør med mig til Ravnsholt og bliv dèr med det samme; saa henter jeg Lærerinden og Jeres andre Pakkenilliker i Morgen ... Du er for god til dette her Leben! Fru Uldahl smilede: Hvad tror Du, Madam Henriksen vilde sige? spurgte hun. Hvad rager det hende? Gaarden er vel min ... endnu!
Kun én Gang i sit Liv træffer man saa prægtig en Figur, saa dejligt et Ansigt og disse Øjne, saa blaa som Garonne og dog kolde som Floden ved Vintertid. "Tiden er fremrykket, min Herre!" udbrød hun og gjorde et lille utaalmodigt Slag med Foden. "Hvilket Budskab har De at overbringe mig?"
"Det bliver de nødt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gør det, kommer vi til at bøde for det. Men De behøver ikke at være bange. Jeg har den allerstørste Tillid til de Folk; de er blevet godt prøvede, og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gøre et eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betænke sig et Øjeblik, men straks adlyde mig. Men
Degnekonen løftede taknemmelig sine foldede Hænder frem mod Fruen: Sikken en Lykke for Jens, sagde hun sikken en Lykke for Jens! Og saa gik de. Men næppe havde Døren lukket sig efter dem, førend de to Unge igen begyndte paa deres Leg.
-Men hvor har De vaeret gemt saa laenge, Tine, sagde han og blev staaende lidt og saa paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med sine runde Arme. -Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig vaere ganske kon om Morgnerne.... Om Eftermiddagene sad Madam Bolling og Tine ved Vinduerne i Stadsstuen, Bolling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.