United States or Spain ? Vote for the TOP Country of the Week !
En anden En var vel ogsaa et Menneske eller var man det ikke? Hansen-Maagerup blev saa betuttet, at han følte sig ganske svimmel. "Men lille Fru Jensen," mumlede han, "lille Fru Jensen dog ..." Men Fru Jensen vilde intet høre. Hun blev mere og mere ubændig.
Jeg vilde holde ti Gange saa meget af dem, naar de blot vilde holde sig indenfor deres egne Vægge eller i al Fald kun besøge os, naar vi ere alene.« »Og saa skulde Du betænke den Interesse, de nære for os«, indvendte Emmy, »og den Deeltagelse, hvormed de følge os i Sorg og i Glæde.
Ja, hun sidder i Skabet! .... Saa nu er Chokoladen færdig! Alt i denne ny Verden, hun var dumpet ned i, alt uden Undtagelse, satte den arme Frøken Jansen i den ene skrækblandede Forundring efter den anden. Saaledes havde hun rigtignok ikke tænkt sig, at Livet og Menneskene var! Hjemme hos sin Moder, baade da de boede i Hobro og nu i de senere Aar i København, havde det været ganske anderledes.
Ida saá dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og syede derhjemme paa fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen, hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med saa mange smaa broderede Stykker og paa én Gang lo hun. -Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed. -Aa, det var noget jeg tænkte paa.
Ved sin Hjemkomst sagde han intet om Drabet, for saa vilde han jo have skaffet sig aabenlyse Fjender i den dræbtes Familie. Men da de to Brødre ikke kom hjem, vidste alle dog, at Ilisimartoq havde dræbt dem; denne lagde heller ikke Skjul derpaa, han sagde det blot ikke lige rent ud.
Mine Øjne faldt paa Spalten "London fra Dag til Dag" i Daily Telegraph , og jeg saá ligegyldigt ned ad den uden at lægge Mærke til Ordene, indtil jeg læste: "Hertugen af Torquilstone er ankommet til Vavasour House, St. James, fra Udlandet." Men hvad kom det egentlig mig ved? Hvad kom nogenting mig ved?
Da nikkede Sigrid men saa ikke paa ham. Han fik et nedslaaet Udtryk, tav. I det samme lo Sigrid, og hans Ansigt vekslede. Han bøjede sig henrevet og begyndte at fortælle saa inderlig om sine Skatte. Hun skulde have alle de lødige Halsringe, alle Ædelstenene, funklende fra Jordens Skød, friske som de kom fra deres Hvile i den sorte Muld.
De maa betale deres Sommerotium i en møbleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de føler sig moralsk forpligtede til at vegetere tilbunds.
Men hændte det hos Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden kom hende for nær og kaldte hende for "Prinsessen" hendes Øgenavn saa kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge Laag.
Udenfor denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som det netop væsentlig gjaldt om at faa undersøgt. Forbudet støttede sig paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, ifølge hvilken der ikke maatte graves i Fæstninger, og man vilde ikke høre noget om, at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophørt at være en Fæstning.