United States or Lesotho ? Vote for the TOP Country of the Week !
Trappen til Skolen var strøet med Sand. Døren til Huset var saa lind paa sine Hængsler. Straks i Gangen skinnede alting. Væggene, Gulvet, Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Grønsæbe til at skinne under sine Hænder som Degnens Tine. Tilhøjre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Børnene sad i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og Kvindfolk i Kirken.
De gik ind i Spisekamret, hvor de faerdige og trinde Polser skinnede i lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til hver.
Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og sov med Hovederne skjulte under Vingerne oppe paa Hjalet sad Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen, eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi. Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud i Gaarden: »Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!« Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at blive overraskede af Niels i en =tête
Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem.
De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj. Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset. De kom igen ud af Skoven.
Katinka syntes, at "de Mænd" var det forunderligste af alt i Verden. Og Marmorbordet, som var blevet købt paa en Auktion, og hvor de "fine Ting" stod i symmetriske Rader: Sølvsukkerskaalen med Kanden og Sølvbægeret, der var en Hædersgave fra Lauget.
Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden. Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen.
Jeg råder dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at du kan blive rig, og hvide Klæder, for at du kan klæde dig dermed, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og Øjensalve til at salve dine Øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!
Konferentsraadinden snakkede og lo højt med begge Hænder strakt frem mod hver, der kom saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød. Herluf undskyldte, at han kom for silde: -Ja det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hans Hænder.
-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at hænge uægte Perlestads, hun tog af en Safianspose, i tætte Rader om Halsen. -Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet for at rense Halsen. De to Herrer gik med for at begynde, og man hørte op fra Scenen Sonaten for Piano og Violin, daddelløs og livlig som en lang Vuggevise.
Dagens Ord