United States or Rwanda ? Vote for the TOP Country of the Week !
I Kirken sang de igen staerkt lod de mange Stemmer. Biskoppen rorte sig ikke: "Hvor er Lammet, Offerlammet?" spurgte Isak, syg i Sind, da Slagtofret var berammet med ham selv paa Bjerget ind. Bange for sit unge Liv, paa den blanke Offerkniv peged han og sagde: "Lammet, hvor er det, til Dod opammet?"
-Aa, det er vel Borgestuedoren, svarte Tine og blev med et for et Ojeblik forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun. De stod et Ojeblik endnu tause i det dybe Morke. -Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand. -Godnat. Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rorte ved hendes Dor.
Det var, som om den Doende maerkede sine Hunde og vilde dreje det saarede Hoved: han smilede halvt. Tine rorte sig ikke. En Time sad hun. Hun ventede, han skulde naevne hendes Navn blot i en Forbandelse, der aabenbarede hendes Skaendsel. Men han huskede hende ikke mer. Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjaelp. Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.
-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort. -Ja. Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rorte ved Doren hurtigt, som havde han siddet Tine alt for naer: Kom ind. Det var blot Madam Bolling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle, som hun vilde bringe herned"....
-Den dejlige O, den dejlige O, hviskede Madam Bolling de utallige Gange. Tine havde loftet Lygten, hojt over Trappen hun lyste for Berg, der kom op: -Det var ham, det var ham. Hun talte ikke, rorte sig ikke heller. Hun skaelvede kun, fra Isse til Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Haender. De andre vendte sig knap.
De to Gaardkoner paa Flojene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende Roster om den gamle Forstraads de havde begge to vaeret med til at vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang hun laa med Hovedet paa baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue og "Klaedning" og Begravelse, til de blev meget rorte og torrede Ojnene med de sammenlagte Lommetorklaeder, mens den midterste Kone stadig dyppede Butterdejgskringler, sendraegtig men uafladelig, i Madam Bollings Kaffe og fik dem fortaerede.
Baronen korte med: man maatte dog have Efterretninger. -Ja, sagde Hans Hojaervaerdighed, da de bojede ud af Alleen: Om blot Haeren stod ret paa Hojde med vor Regerings Energi. Berg horte ikke den bortrullende Vogn han saa kun Tines Ansigt, da hun loftede det mod Provsten. Forgaeves gik han to Gange frem over den lyse Gaard, hun saa ham ikke og rorte sig ikke.
Bolling havde set hende. Men han rorte sig ikke. Han tog kun sin Stok og forte den i sin rystende Haand pegende rundt fra Sojle til Sojle og talte med sit svaere Maele: -Det er Ransgaarde. -Det er Staugaarde. -Det er Dybbol Madam Bolling kunde ikke tale. Heller ikke graed hun blev kun ved at bevaege de foldede Haender hjaelpelost op og ned. -Det er Dybbol, sagde Bolling igen.
Tine rorte Indmaden til de hvide Polser, mens Sofie, der var dobbelt saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saa ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes. -Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'vaesen, sagde Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mest og saa til, med Haenderne under sit Forklaede.
Dagens Ord