United States or Luxembourg ? Vote for the TOP Country of the Week !


Der blev ringet paa Entréklokken. »Det er vist CarmanCampnell vendte sig mod Frøkenen. »Det vil jeg sige Dem: han er uskyldigFrøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op fra Sofaen. »Hvad mener De med detØjnene gnistrede. »Hvad jeg siger.« »Aa, I MandfolkHun stampede i Gulvet. »I gaar med hinanden gennem tykt og tyndt og tror, I kan narre os Kvinder.

Hvorfor overhovedet lære flere Mennesker at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. Man burde vist aldrig drive et Venskab videre end til, at man uden Fortrydelse kunde spise til Middag sammen. Men en Formiddag, kort før han skulde gaa paa Biblioteket, stod Frøken Anna pludselig i hans Værelse. Han havde hørt, at det havde ringet svagt, næsten bønfaldende paa Entréklokken ... Og nu var hun der.

Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun hørte "Kaffen" og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet: -Fruen har kaldt, sagde hun. -Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde: -Hendes Naade har ringet. -Der kan hun løbe, sagde Sofie.

Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket. -Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind. -Hendes Naade har ringet. -Og min Søn? -Hr. Fritz Hvide er gaaet ud. -Hm. -Bring mig Journalen.

Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige Venligheder til hinanden Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, man vovede mod »Kompagnonerne«. -Og hvad nyt ellers? sagde Berg. -Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen. -Hm og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse med Pennen. Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der.

Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet: -Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet. -Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet. Porten faldt i. Hans Excellence havde ringet paa Georg. -Vognen, sagde han. -Ja, Deres Excellence.

En vis Nyfigenhed kunde han imidlertid ikke gøre sig fri for ... Han kunde da i Grunden ogsaa se op til Hansen-Maagerup. Han var saa skikkelig, saa inderlig skikkelig. Hvorfor da paa en Gang svigte ham? Til sit Besøg valgte han en Søndag Formiddag. Det var ikke sandsynligt, at der paa den Tid af Dagen var Gæster. ... Hansen-Maagerup selv var den, der lukkede op for ham, da han havde ringet paa.

Næsten i samme Øjeblik hørtes der Raab i Klostret, hvorefter der blev ringet med den store Klokke, saa tiltog Raabene, og man hørte Hundreder af Fødder trampe. "De er efter os," sagde Nikola. "Vor Flugt er opdaget. Hvis vi nu ikke kan finde en Vej ud, er vi fuldstændig ødelagte." Støjen kom nærmere og nærmere, og vi kunde hvert Øjeblik vente, at vore Forfølgere skulde vise sig.

Hver Dag ventede han, at Svaret maatte komme. Naar det ringede paa Dørklokken, isnede Lyden igennem ham, og han styrtede febrilsk ud for at se, om det ikke skulde være Brev. Saa kunde det hænde, at det virkelig var Postbudet, der havde ringet, og han kom stormende ind med Brevet, sikker paa, at det maatte være det rette.

-Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede paa Dynen. -Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene. -Ja, svarede Arkadia.