United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det var Søndag Eftermiddag. Solen skinnede, og det var dejlig varmt. Men der var ikke Tale om, at Vinduerne i Maren Forlis' Hus var lukket op. Naa, det kunde de maaske ikke; de var rimeligvis spigret til, hvad Bønderfolks Vinduer jo i Almindelighed er.

Nils var lige ved at fare løs paa hende, men beherskede sig: Ja, min Onkel har vel rimeligvis betænkt Dem og ... og Deres , nikkede han kort. Og derpaa fortsatte han Naamen, for at holde os til det mere nærliggende ... Min Broder og jeg skal nok ordne det fornødne med Hensyn til Begravelsen, naar De blot, gode Henriksen, vil paatage Dem Bespisningen her den Dag.

Et Øjebliks Overvejelse var imidlertid tilstrækkelig til at vise mig, at hvis jeg ikke havde truffet Nikola, saa vilde jeg efter al Sandsynlighed ikke blot aldrig have kendt hende, men jeg vilde rimeligvis tilmed have været i en Stilling, i hvilken det ikke blot havde været taabeligt at tænke paa at forelske sig, men ligefrem ganske umuligt.

Men Isidor sagde rolig: Der er ikke noget at sige, Onkel Nils; vi mødte jo før baade Provsten og Sagføreren, saa alt er rimeligvis bragt i lovformelig Orden. Ja, nikkede Hans, den ældste, alt er, som det skal være, saa der er ikke andre, der har noget at sige her paa Ravnsholt end vi ...

Rositta lo overstadigt, rimeligvis lidt paavirket af Whiskyen. Hun stak Fødderne i sine Tøfler og tog sin Slaabrok paa, den, hvori hun var kommen. Isidor iførte sig Morgensko og lang, lys Støvfrakke. Jeg maa først over at se til Børnene ... sagde Rositta saa. Men han svarede: Børnene hviler i Abrahams Skød, min Reseda; lad dem hvile der ... Natten er Forældrenes Tid!

Det kom mig derfor heller ikke ganske overraskende, da han idag anholdt om min Haand. Han har ingen Formue, men vil sikkert allerede om et Par Aar kunne skaffe os et anstændigt Udkomme, rimeligvis i England, hvor han har en Onkel, som vil sætte ham i Vei. Jeg var ikke et Øieblik i Tvivl om, at jeg burde forene min Skjæbne med hans etc.

Rimeligvis var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med Dram. Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur havde han ingensinde følt sig.

Men lidt efter lidt syntes han, at disse Anstrengelser i Grunden var ørkesløse, han var jo den dygtigste i Klassen, blev let Nummer ét og vilde rimeligvis faa Udmærkelse til Artium: han havde en egen Evne til at kunne glimre med lidt og til at brillere med Indfald, og Lærerne, der snart saá, at han var mere udviklet end Kammeraterne, tog hans Melankoli for Dybde.

Der kom en Slaphedstid efter, og den kunde rimeligvis have varet adskilligt længere, end den varede, hvis ikke den Allarmanledning, som man gik omkring og søgte uden at kunne finde den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen.

Efter endnu at have ventet en god Stund, hørte jeg slæbende Skridt, og endelig aabnedes Døren af Fru Jagemann, hvis Ansigt havde et forskræmt Udtryk, som om jeg mindst havde været Rodemester, saa jeg var lige ved at spørge: »Herregud, hvad er der gaaet Dem imodda det faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv.