United States or Nauru ? Vote for the TOP Country of the Week !


-Rigtig kønt var'et, Jette især i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt ved Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette. -Men lad mig dog holde, Jette lad mig dog holde, sagde Fru Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.

Men jeg maa hertil svare, at vi ikke mene hinanden det saa slemt: det er Noget, der nu engang ligger i vor Natur, og som vi maaskee have arvet fra vore gamle Forfædre, der først maatte slaae Arme og Been itu paa hinanden, inden de kunde blive rigtig gode Venner. Dertil kommer, at denne Disputeresyge fremtraadte langt stærkere i hine Dage, vi tilbragte i Nøddebo Præstegaard, end den ellers plejer.

"Det er Champagnen, tror jeg." "Den var dejlig." "Men ikke bagefter." Hun talte adspredt og sad stadig og smilede. Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke. Glassene klirrede. "Det er dejligt at sidde saadan stille," sagde han, "rigtig stille." "Ja."

Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ... De havde saamæn bare været i Fredensborg men der havde været rigtig rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen. -Og saa gi'er det jo noget Liv med Hoffet derude, sagde hun. Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet der en Sommer stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.

Og jeg skal sige Dig en Ting: jeg synes ikke rigtig, jeg kunde faa Mod til at tage mod alle de Penge nu, i min Alder. Det vilde ligesom blive saa tomt for mig, naar jeg ikke mere havde noget at arbejde hen til for mig selv jeg er bange for, at Pengene vilde tage min Villie fra mig ... Nej, nu taler vi ikke mere om det. Nu kunde jeg godt lide, at vi gik ud sammen det er saa længe siden ..."

Nyheder vilde man have; men var en Begivenhed først bleven fortalt efter tyske Blade i en forvansket Skikkelse, som f. Ex. Slaget d. 28. Mai, kunde det ikke hjælpe, at man Dagen efter bragte dem en sandfærdig Fremstilling efter danske Meddelelser; man vilde gjerne tro, at den kunde være rigtig, men den Sag var jo allerede een Gang omtalt; smaa Unøiagtigheder var det ikke værd at snakke om.

Og saa favnede den bare igen. Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort, bad Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle Dage, saa at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse. „Uvirksomhed alene trætter mig!“ sagde Ravnen vigtigt og fløj blot meget mere omkring. Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med.

Da Charabancen var naaet et Stykke ud ad Landevejen, vendte Lars sig pludselig om: Der kommer Hofjægermesterens, Frøkner! Og umiddelbart efter holdt to Ryttere, en Herre og en Dame, fulgt af en Meute halsende Hunde, deres Heste an hver paa sin Side af Køretøjet, der ligeledes standsede. Det var ganske rigtig Hofjægermesterens, Palle Uldahl til Hvidgaard og Frue.

-Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Bolling, og kaert er 'et jo, rigtig saa kaert ... aa, hun er jo saa go'e ... at hun haeger sin Fa'er, for ingen kan laegge Bolling en Pude til rette som Tine.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu. -Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene. Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han blev glad, han lærte, han rettede. -Bravo Bravo. En gang til. Charlot gjorde Kunsten. -Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men Bravo Bravo.