United States or Japan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men han lod, som om han ikke hørte det, og tilføjede: Sig, at hun skal komme straks! Og Frøken Anna rejste sig og gik ... Lidt efter traadte Fru Uldahl ind rolig og behersket: Undskyld ...! smilede hun, idet hun tog Plads.
»Aa, De skal nok faa det varmere « kom det forbitret. Gray fortsatte og rejste sig op: »Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati « Fangen lo og sprang to Fod i Vejret. »Ha a a a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen med!«
Og da hun kom ind i Haven, satte hun sig paa en Bænk for at hvile lidt, forinden hun tog fat paa Arbejdet. Men Smerterne blev værre og værre. Hun stønnede et Par Gange og bandede dertil. Saa rejste hun sig pludselig med en energisk Beslutning og gik om i Gaarden og lige hen mod Døren til Præstens Kontor.
Alle Tæerne manglede. Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og saa trak hun et Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt som Sne. „Spis af det!“ sagde den gamle; og Bedstemor spiste, rystende af Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, der saa venligere ud end de andre. „Skynd dig nu!
Efteraaret overtog dem, de gik ind i de korte, modløse Dage, da det mærkes, at alle Trækfugle har forladt Landet, og Kulden kommer i Luften. Og en Dag, som de var vandrende fra Kysten ind mod Landet og hele Tiden kunde se Vestervig Kirke, faldt Aarets første Sne. Paa Sønderborg Men det blev Foraar og Sommer igen. Jakob og Ide rejste saa saare.
De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt. Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre. Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge. Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede forpustet. Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som intet. »God Dag! Puh, det er frygteligt varmt «
-Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang. Saa aabnede hun Døren til Stuen. -Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen. -Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid.
De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mér nu, sagde han; Erhard holdt ham ikke tilbage. -Saa sér jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans Ansigt før jeg rejser. -Farvel du, hviskede Herluf. -Farvel og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte. -Ja naturligvis jeg skriver, sagde Herluf. -Ja Tak. De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.
Olsen lidt efter, han bakkede paa Piben ... "Saa iovermorgen maa jeg præsentere Papiret for Hr. Baronen." Hr. Olsen rejste sig, "For der maa være Orden i Forretninger," sagde han. William saá sløvt op: "To Dage," sagde han tonløst. "Det er en lang Tid," sagde Hr. Olsen. William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale, mekanisk, sammensunket handlede han.
Svigerinden rugede over sit Børnetøj. Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og hulkede. -Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog.... Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie, sagde hun. Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syæske. Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie dog Marie dog.