United States or Kazakhstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Langs Kysten voxede høie Træer, der ingen Grene havde, men kun Blade oppe i Toppen; underlige store Heste kunde man ogsaa see, men de vare langt større end Menneskene, der red paa dem, og de havde Pukler paa Ryggen. Thjodolfs Mænd gik i Land efter Sædvane og gjorde rigt Bytte, som de bragte tilbage til Skibet.
Han red gennem Storm og Slud, jaget, forfulgt, Regnen piskede imod ham, gennemblødte hans flagrende Kappe; der var Horn, som klagede og kaldte, Hestetrampen, Angst i tykt Mørke. Saaledes drømte William ofte. Eller han drømte, han var umaadelig rig.
Mikkel saa Brinkerne og Højdedragene, som han kendte, de strakte sig ganske paa samme trolige Maade ind under Himlens pure Blaa, som da han var her sidst. De bedede i Graabølle Kro. Saa viste Mikkel Axel Vej til Herregaarden. Selv vilde han ride ned til Fjorden, hvor hans Broder boede. Næste Morgen skulde de støde til hinanden igen i Kroen. Axel red ind paa Moholm, ligesom det mørknede.
Som ved indre Pulsslag blegedes Hærene, blev glimtvis tydelige igen og se nu straalede Myriader af Soldater ud paa Himlen, hvor de spredtes og tog til, vælige Knægte i udskaarne Klæder og med Hagebøssen paa Skuldren skrævede ud i den lyse Luft, Oberster i Harnisk red frem med Staven almægtigt støttet mod Hoften, Kanoner og Vogne fulde af Kugler kørte i Karriere, Tærninger fløj herreløst omkring, unge fede Kvinder vandrede opskørtet afsted . . . snusende Hunde, Marodører, Præster og Skyer af Ravne!
Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri han hørte til det sekstende lette Dragonregiment og havde begge de samme Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa hurtigt at kende som Bart.
Han syntes kun, at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig længer end var han borte til en evig Længsel; var de sammen, hvilte de i et dybt Behag. Og de var ofte sammen. Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der.
Jeg drev derfor Violette fremad. Jeg husker, at jeg forsøgte at bede en Bøn, medens jeg red fremad, men at jeg var lidt ude af Øvelsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var Bønnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen før en Helligdag. Men denne var dog altid bedre end ingen, og jeg fremmumlede den netop, da jeg pludselig hørte franske Udraab foran mig.
Paa Vejen ind i Parken mødte vi en Afdeling af det tredie Livgarderegiment, som havde eskorteret Kongen et eller andet Sted hen, og dèr red Lord Robert i sin smukke Uniform og med vajende Fjer han saá saa smuk ud og mit Hjerte begyndte pludselig at banke; jeg kunde føle det, og jeg skammede mig, og det trøstede mig ikke at tænke paa, at den Sindsbevægelse, som en Uniform fremkalder, ikke indskrænker sig til Barnepiger alene.
Han var Officer, en stor, skægget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han mig uvilkaarligt til Hjælp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden mellem Vedetterne og mig yderligere øgedes. Eftersom jeg nærmede mig ham, kunde jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune Øjne, medens han nøje betragtede mig og min Pony.
Om Svaret var tilfredsstillende, kan jeg ikke sige, men da Nikola saá, at Porten ikke blev aabnet, red han frem, bøjede sig forover og hviskede noget. Virkningen var magisk, Porten fløj straks op. Saa kom der en Mand frem og hjalp Nikola med at stige af Hesten. Han gav mig Tegn til at gøre det samme, og jeg steg altsaa af og fulgte ham.
Dagens Ord