United States or Papua New Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads til de levende.« Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til Tofterne og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde bjerges. Saa lod man Liget drive.
Jens Oluf Rasmussen, Degn og Kirkesanger ved Havslunde Skole, stod en Dag kort før Jul ude i Skolegangen, og hans Kone kom fra en Dør, der førte ind til Lejligheden. Da hun saa ham, slog hun Hænderne sammen i Rædsel: Men, hvad er det dog, Du bestiller, Jens Oluf! Han vendte sig hurtig: Hvad har Du her at gøre? Aa, Jens Oluf, Jens Oluf ...! Gaa din Vej, Oline!
Baronen . Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius? Ambrosius . Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men Degnen vilde ikke lade sig sige. Baronen . Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer Rasmussen? Peder . Nei jeg gjør ikke, naadige Herre!
Nej ...! sagde Degnen pirrelig, rejste sig med et Ryk og gik ind til Børnene. I samme Nu, han viste sig i Døren, forstummede al Lyd derinde. Jens Oluf Rasmussen var, ligesom Lig-Johanne, et Vildskud paa den Uldahlske Stamme. Men Jens var en Søn af Nils .
Vi skulde slutte vos sammen, vedblev den første og naar en Karl eller en Husmand gik i Utide, saa ingen Arbejde andre Steder! Det faar vi sgu aldrig sat i Gang! sagde en Pessimist Aldrig! ... Det er dig, der skal gi' Kort, Rasmussen! Og saa gav Rasmussen Kort, og man spillede videre ..... Ny Drikkevarer rekvireredes; og Talen og Latteren lød højere og højere.
Man saa' Jungmanden slippe Taget i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær vistnok allerede i Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter havde Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ... Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i Baaden.
Baronens Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, ha! De Forrige. Peder Rasmussen. Baronen har befalet, jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men sandt at sige ... Peder . Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... Jeg har et Ord paa Munden endnu. Baronen . Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?
I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens, Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den Glædens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse for Jeres Gratulationsvers. Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med Jer hører I? Abigael . Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger Jer. Ambrosius . Jeg forstaaer det, naadige Frøken!
Fru Line satte sig stille paa Stolen foran hans Seng og tog hans Haand; men slap den igen, da den var kold og vaad ... og tog den igen, da hun syntes, det var Synd, om han mærkede noget: Og hvad er det saa, der trykker, Jens Rasmussen? spurgte hun og bøjede sig frem imod ham.
Men samtidig sendte hun Degnekonen et ransagende Blik; for der gik Rygter i Sognet om hende og den nye Hjælpelærer. Og desuden vidste jo enhver, at Jens Rasmussen var Søn af Nils Uldahl. Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun var jo tossegod! Der kommer Fruen! sagde Ane højt og lyttede hen mod Døren til Anrettergangen.