United States or Norfolk Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg er for længe siden solgt til Undergang, raabte han saglende og gispende, jeg er saa arg en Sjæl, at ikke engang Satan vil eje mig men det er godt; der kan blive en Fest endda. Jeg opgiver bare det hele, naar jeg ikke vil længere, det er en nem Sag, og gaar min Vej. Hurra!
"Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det Haab, vi levede for" hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men saa rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til Fodsaal, raabte hun: "Dreng!" William aabnede Læberne for at tale, men kunde ikke, han var bleg som et Lig, og han støttede sig op til Væggen....
-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka. -Tine hvor er Tine? Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam Bolling at graede. Hvor er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. Hvor ikke?
I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at skjule sin Bevægelse: -Aa Drengen er forrykt, raabte han og gik. Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke. Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en fremmed, der saa hendes Graad.
Der blev sat seks Stole frem midt i Salen, ny Par fo'r ud, William jog dem hjem; raabte paa Skamler, fik endelig et Par, hjalp Damerne op paa Stolene, de streg, kunde ikke staa fast, tog sammen i Kjolerne. De fik hver et Lys og holdt det højt i Vejret. "Saa."
"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrømme, at mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et Blik paa Træet derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de hæderlige Soldater, der falder i deres Klør."
-Hva'? ... Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de rensede Fade: -Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde Sangbunken. -Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire flasker.
Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus, og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt. Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den. »Se en Maage, en Maage!« raabte Andrea Margrethe. »Er det saa mærkeligt?« spurgte jeg. »Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt.
Det vil jeg lade Dem vide, Evangeline, Skat!" raabte hun efter mig, da jeg fløj af Sted for at klæde mig om. I Reglen bruger Lady Ver en god Time til at blive til det indtagende Væsen, som hun er om Aftenen hun behøver ikke at gøre meget, for hun er yndig af Naturen, men hun roder og trættes med Welby, for at adsprede sig, antager jeg.
„Men du da, som raaber dernede med det usselig tynde Næb!“ svarede Rypen. Og saa begyndte de for Alvor at skændes. „At du dog vil blive ved at raabe, du deroppe med de flækkede Fødder!“ „Du da med de hele Plader!“ „Saa skulde du vække min Vrede!“ raabte Havliten og gik i Land, løb Rypen op og greb den. „Av! Slip mig dog!“ skreg Rypen. „Nej aldrig!“ svarede Havliten.