United States or Belarus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Uden at spilde Tid red de ud i Vandet, og det var saa stille, at jeg kunde høre deres Dyrs Plasken og skelne mellem den første Støj paa Bredden og den dumpe Lyd, da de kom ud i dybere Vand. Derpaa hørte jeg et hæst Raab, og et Øjeblik efter red Nikola hen over Sandet paa sin Kamel.
Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os Hvalfangere er dette et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde noget Øjeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar." Ordene var næppe udtalte, før der lød et Raab fra Matroserne: "En Hval til Bagbord!" "Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig.
Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi syntes, at hun raabte: »En Maage! en Maage!« Dette fandt vi ikke var nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet. Hun havde imidlertid raabt: »En Vaage! en Vaage!« idet der nemlig befandt sig en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde see den.
Hurra! Hørte I, han sagde »Far«! Det gamle Fjols løber lige i vore Jærn. Saa har vi dem, baade Fader og Søn!« »Det har I!« lød den gamle Tjeners Stemme tilbage. »Lad nu Kampen begynde!« Der blev en Bragen og Brølen i den mørke Sal. Anføreren skreg op, at der var fjendtlige Soldater derinde, mange, flere og flere ... Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og Eder....
Alle rejser sig op. "Assis! assis!" brøles og hvines der fra Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke for. "Hvem løber?" det er det første store Nysgjerrighedsspørgsmaal, det gjælder om at faae besvaret.
Og den gamle, som stod derude i Vinden og frøs, ogsaa han hørte Børnenes Latter. Til sidst blev han vred og vendte sig ind mod Land og raabte: „Dæmp jeres Raab! Sælerne er bange for jer!“ Men Børnene legede, og Børnene skreg. Og den gamle gik hjem. Næste Dag stillede han sig paa Isen lige ud for Husene, og der stod han og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande.
Jeg vil blæse ham et Stykke! ... Han kan holde sig til sine egne! ... Han er ikke mere Husbond , end som vi! lød det rundt omkring fra; og et Par af Karlene gjorde Mine til at ville springe ud paa Gulvet. Men Pigerne holdt skrigende og grædende fat i dem. Kammeret fyldtes af Graad, Eder og Raab. Smeden gav Svar paa Tiltale.
Fra Snese Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer. Violinerne lød. Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes Ansigt. Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix kom jeg vil gaa. Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte hans Kys brænde mod sine Læber ...
Der klædte de sig af, og under høje Raab plaskede den ene blegrøde Krop efter den anden ud i Bølgerne. Hele og halve Timer ad Gangen kunde de tumle sig, snart i Vandet, snart oppe igen for endnu en Gang at springe ud, føle Legemet suse gennem Luften og Skvættet af Vandet, der lukkede sig over Hovedet.
Nede paa Gaden lød der urolig Trampen af mange Støvler, forvirrede Raab, hun saá med Angst paa Barnet. Saa blev Døren reven op. Høg havde en lang Regnkappe paa, Vandet dryppede ned ad ham og flød i store Strømme hen ad Gulvtæppet. "De er her," sagde han hurtigt, "Prinsen flygter." Børnene gav sig til at skrige højere, Høg strøg Vandet af sin Kappe. Han havde ondt for at tale.
Dagens Ord