United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !


Josef Kaim deklamerede "Sangerens Forbandelse". Han havde hængende Skuldre i en flunkende ny Kjole. Skjorten skød sig under Anstrængelsen op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers. Hr. Kaim deklamerede lidt slettere end Alverden. Fru von Pøllnitz sad paa reserveret Plads. Hun havde Næseklemmer paa og saa uafbrudt paa Prinsessen.

Hun lukkede Døren og sendte mig derefter et Blik fuldt af Skælmeri og Ynde. "Er det ikke lidt dristigt af mig at betro mig til Dem?" sagde hun; "De maa erindre, at det nu er Prinsessen af Sachsen-Feldstein og ikke den stakkels Grevinde Palotta fra Polen, der taler." "Navnet er mig ligegyldigt," svarede jeg.

Svimmel saa' hun gennem Taarerne den flimrende Luft, og de fjerne Højders blaa Linier kom i Bølgegang for hendes Øjne. Prinsessen rejste sig og lukkede Vinduet. Hun slog de lange stores for og satte sig i den halvmørke Stue. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev ved at græde. Ellers græd Hendes Højhed kun om Søndagen i Kirken.

Bag et Træ saa' Maria Carolina paa deres Leg. De stod, to og to, i en lang Række med Ryggen til hende ... Ja de legede Enke.... Maria Carolina kendte alle deres Lege: "Munken" og "Trold" og "Sidste Slag" og "Prinsessen i Buret". Hvor de løb rundt om Gyngen med et Hvin. Men saa ta' men saa ta' hende dog ... Aa, den tykke Martha var Enken.... Rundtom hvinede de smaa.

Fyrstinden taler saa meget, sagde hun og slog sin Vifte ud. Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl. -Aa jeg kender hende saa lidt. -Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af Ligne, sagde han. -Jo jeg tror det. Det var en høi, majestætisk Figur, som sad ved Siden af Sønnen. Ellen saa paa hende.

Han er os stadig tro, men Prinsessen er vor dødelige Fjende, og arbejder ihærdigt paa at faa ham til at erklære sig imod os. Dersom dette Anslag lykkes, og han gør det, vil det sikkert virke bestemmende paa alle dem, der endnu staar vaklende, thi Kongen af Preussen er hans Onkel og Kongen af Bayern hans Fætter.

"Nej, det er Prinsessen!" sagde en Stemme henne ved Døren, og en Kvinde traadte ind i Værelset. "Von Rosen, De maa hellere blive her! Naa, min Herre, hvad har De saa at meddele Prinsen eller Prinsessen af Sachsen-Feldstein?" Da jeg hørte hendes Stemme, var jeg straks sprunget op fra Stolen, og da jeg saa hende, skød Harmen op i mig.

Han sad og førte uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord. Hendes Højhed saa' over i Hofdamelogen.

Ethvert Ansigt i Forsamlingen vendte sig imod mig. En Mængde Blikke blev rettede paa mig, men ikke et venligt var der imellem dem. Prinsessen var smuttet forbi mig og stod og samtalede sagte med sin Mand. Nu og da rystede hun ivrigt paa Hovedet. Jeg for min Part skød Brystet frem, snoede mit Overskæg og saa mig høfligt om i Forsamlingen.

Prinsessen hviskede ham nogle Ord i Øret. "Jeg er her forsamlet til Raadslagning med nogle af mine tro Undersaatter," sagde han; "jeg har ingen Hemmeligheder for dem, og hvilket Budskab Kejseren end maatte behage at sende mig, i dette Øjeblik er mine og mit Folks Interesser ét." Der lød en Bifaldsmumlen ved disse Ord, og alles Øjne rettedes paany imod mig.